Jeg grinede, jeg græd, og jeg blev fuldstændig overvældet.

High School kan være svært. Især når man går på High School i en film. I film-udgaven af High Schoollivet kan man knap gå fem meter uden at støde på en blodtørstig football-spiller, der føler sig provokeret af éns T-shirt. Greg (Thomas Mann) går på en rigtig stereotyp film-High School, men han har fundet en løsning: I stedet for at binde sig til en bestemt High School-gruppe, har han vag kontakt til alle. Han kan både sige ”hej” på hash-ryger- og emo-sprog. Denne taktik har ladet ham gå gennem hele den farlige skoletid uden skrammer, men da hans mor tvinger ham til at tale med den kræftsyge Rachel (Olivia Cooke), skabes der pludselig et bånd, han ikke var forberedt på.

Earl
Som filmens titel insinuerer, er ’Me and Earl and the Dying Girl’ ikke rendyrket alvorlig. Det er både en sød, sjov og charmerende film. Især gennem Gregs bedste ven Earl (RJ Cyler) får filmen en helt masse humor. ”Titties” er Earls anden replik i filmen.

Thomas Mann og RJ Cyler har fantastisk kemi som de to barndomsvenner, der kommer forskellige steder fra, men som altid har hængt ud sammen. De har mødtes over mærkværdig mad og film, ingen andre gider at se. En af filmens løbende jokes er derfor referencer til filmklassikere som ’A Clockwork Orange’ og ’Midnight Cowboy’, og vi får flere gange lov at se den meget specielle mad, de to venner ynder at spise.

Greg og Earl spiser hver dag frokost på deres historielærers kontor, og her finder nogle af filmens sjoveste scener sted. Dette skyldes ikke mindst, at deres historielærer er en stor, tatoveret og højtråbende mand spillet af Jon Bernthal.

The Dying Girl
Til trods for at filmens titel indeholder ”the Dying Girl”, hersker der hele vejen igennem stor tvivl om, hvorvidt Rachel vil dø til sidst. Jeg vil absolut ikke afsløre, om det sker eller ej, men jeg vil fortælle, at denne film rørte mig helt ind i sjælen. Filmen ved, hvornår den prøver at give én hvilke følelser, og den gør det med bravour.

Rachel portrætteres af Olivia Cooke, som ikke bare forstår, men fuldstændig forsvinder ind i rollen som den kræftsyge pige, der endnu ikke har mistet livslysten. Det er sjældent, man ser så troværdigt et udtryk fra en 21-årig, der skal portrættere en 17-18-årig, men der er her tale om mere end Oscar-potentiale.

Me
Ikke bare skuespillet er helt i top. Både humor og drama understreges på fortrinlig vis af et soundtrack, der ved, hvornår der skal være lyd på, og hvornår stilheden bedst understreger stemningen. Det er også en ekstremt velskrevet film. På grund af skarpe replikker og akavet stemning bliver den første halvdel af ’Me and Earl and the Dying Girl’ en ekstremt sjov oplevelse.

Selvom det virkelig er en sjov film, er det når alvoren sætter ind, at den for alvor brillerer. Både plottet og de følelser, det gav, var uforudsigelige. Hvor jeg havde regnet med en feel-good-komedie, fik jeg så uendelig meget mere. ’Me and Earl and the Dying Girl’ gør noget ved én, og den gør noget ved film. Vi kan ting, som vi aldrig har kunnet før, og det er film som denne, der gør det værd at samle et kamera op.