Den legendariske chick flick ‘Mean Girls’ er tilbage, og genindspilningen er mindst lige så lyserød som originalen. Og så er det ovenikøbet en musical! Kunne I forestille jer noget mere fetch?

Teenagepigernes æra er begyndt. Med Greta Gerwigs ‘Barbie’ og eksplosionen i Taylor Swifts popularitet vælter kultur traditionelt målrettet mod teenagepiger lige nu ud af pigeværelset og ind på den popkulturelle scene og forlanger for en gangs skyld at blive taget alvorligt.

Intet øjeblik kunne være bedre til en genindspilning af chick flicken over dem alle: ‘Mean Girls’ fra 2004. ‘Mean Girls’ (2004) var meget mere end en film. Den var en æstetik, et tidsbillede, et look, en vibe, en sindstilstand, og den har været med til at forme både sprog og identitet for en hel generation af kvinder og queers. Den er så fyldt med ikoniske citater, at den er blevet en aktiv del af mange millennials’ ordforråd. 

Genindspilningen ‘Mean Girls’ (2024) er i modsætning til originalen en musical, baseret på en version, der har kørt på Broadway. Den handler ligesom sin forgænger om Cady (Angourie Rice), der starter i high school efter at være blevet undervist hjemme af sin mor (Jenna Fischer) hele sit liv.

Første dag møder hun skolens underdogs Janis (Auli’i Cravalho) og Damian (Jaquel Spivey), der lokker hende til at blive venner med og spionere på de populære piger, The Plastics: Karen Shetty (Avantika Vandanapu), Gretchen Wieners (Bebe Wood) og Regina George (Renée Rapp). Alt dette i et forsøg på at berøve sidstnævnte, skolens queen bee, sin sociale magtposition.

Syngende succes?

Musical-sangene er en af den nye films største styrker. Det, at filmen er en musical, adskiller den nok fra originalen til at berettige dens eksistens. Det giver også en masse muligheder for at lave referencer til originalens mange ikoniske replikker, og samtidigt videreudvikle plot og karakterer. Og sangene fungerer ikke bare, de er ægte gode. 

Teksterne er opfindsomme og giver både sjove nik til originalen, blandt andet i form af et fantastisk “October 3rd”-kor, og fungerer som udbygninger af historien. For eksempel Cadys sang, der sammenligner matematik og forelskelse, eller Halloween-sangen som blander feministiske budskaber med den lyst til sexappeal, højtiden også vækker i “girlworld”. 

Det virker oplagt at gøre Mean Girls til en musical – det passer til historien. Alle de store følelser, de dramatiske sekvenser og også high school-settingen (very ‘High School Musical’).

Ja, det er kitch, det er kikset, det er camp, men det var ‘Mean Girls’ (2004) jo også. Den er blevet en klassiker, netop fordi den er fjollet og over the top. At skuespillerne pludselig bryder ud i sang og dancebreaks er meget i tråd med den oprindelige films ånd.

Her name is Regina George

And she is everything. Ud over sangene er genindspilningens største styrke, at den forstår og anerkender det, som alle ‘Mean Girls’-fans ved, men ingen siger: ‘Mean Girls’ er og har altid været Regina Georges film. Regina spilles af Renée Rapp, og det vil jeg allerede gerne nominere som 2024s bedste casting. 

Fra første gang Rapp træder ind på skærmen, forstår jeg det fuldstændig. Hun har den der blanding af karisma og skønhed, der tryllebinder andre teenagere. Hvis hun havde gået på min skole, havde jeg også gjort hvad som helst for, at hun skulle smile til mig og hive mig med ind i sin lyserøde bil. 

Hun kigger på Cady og kameraet (og helt ind i min sjæl) og siger “Get in loser!”, og jeg ved, at jeg ville have ladet hende træde mig i ansigtet med Louboutin-stiletter, hvis hun spurgte mig pænt. Hun er Regina helt anderledes, end Rachel McAdams var det, og dog er hun Regina med hele sin sjæl. 

Desværre er det ikke alle de unge skuespillere, der leverer en lige så overlegen præstation. Angourie Rice, der spiller Cady, er ikke dårlig, men hun er langt fra lige så charmerende som Rapp og har heller ikke Lindsay Lohans komiske timing fra originalen. Hendes præstation ender med at kede mig lidt. 

Det er desværre også helt tydeligt, at hverken filmen eller Avantika Vandanapu, der spiller hende, forstår Karen, som Amanda Seyfried forstod Karen. Den sødme og uskyld, der var i karakteren i den oprindelige film, går tabt i Vandanapus portrættering, og Karen ender som en tom skal, den klichéfyldte idé om en uintelligent dulle, der aldrig virker som om, hun er rigtigt til stede.

At least me and Regina George know we’re mean!

På samme måde begår filmen sin største synd, da den også har misforstået en anden af sine karakterer, Janis. Skuespilleren Auli’i Cravalho, der spiller hende, gør det egentlig udmærket, men filmen gør alt for entydigt hendes karakter til en helt.

Janis er en underdog, en rebel. Hun personificerer “not like other girls”-tropen, og hun definerer sig selv ud fra at være det modsatte af de populære piger. 

Noget af det, som den oprindelige film gjorde så elegant, var, at den vidste og viste, at Janis også er en mean girl. At den udvikling Cady gennemgår, skal Janis også igennem. Hun siger i den oprindelige film til Cady: “At least me and Regina George know we’re mean!” Den replik er ikke med i den nye version. 

Til gengæld er der en sang, som fejrer Janis’ individualisme og evne til at være tro mod sig selv. Og selvfølgelig er det sejt og værd at fejre, at Janis er i stand til at stå ved sig selv, sin stil og sin seksualitet. Men det kan godt eksistere simultant med, at vi anerkender, at hun også er manipulerende og mean, når hun presser Cady til at snyde og mobbe Regina. 

Ved at udelade anerkendelsen af Janis som mean girl ender filmen næsten med at sige, at det er okay at manipulere, snyde og lyve, hvis bare man gør det mod de populære piger. Eller værre endnu: mod de traditionelt feminine piger. Dem som har lyserødt på om onsdagen og er “like the other girls”.

Get in loser, vi skal i biografen

Alt i alt når den nye ‘Mean Girls’ ikke helt de højder, den havde potentiale til at nå, men hvis du er fan, er det stadig en fandens god oplevelse. Jeg sad vitterligt med begge hænder over hovedet i jubel på et tidspunkt (noget jeg ellers forsøger at lade være med til pressevisninger, fordi jeg jo helst ikke vil have, de mere erfarne anmeldere skal tænke, jeg ikke er sej). 

Soundtracket er en fest, Renée Rapp vil tage vejret fra hvem som helst, og nuller-nostalgien er through the roof. Så grib din yndlings-cocktail, dine yndlings-queers og -kvinder og chancen for at lufte dit Barbie-premiere-outfit endnu en gang. Og så er det bare at go, go, go Glen Coco!