Indre usikkerheder agerer som drivkraften bag hovedkarakteren Ines’ rejse mod at forvandle sig til en anden for dernæst at finde sig selv.

Vi befinder os i Norge. Danske Ines (Victoria Carmen Sonne) hiver japanske Maria (Nagisa Morimoto) op ad vandet. Straks herefter klippes der til fortiden, hvor vi møder Ines’ kæreste Lucas, og det gøres klart, at der er en vis ubalance i forholdet.

Ines og Lucas får aftensmad på en fin restaurant i Norge. De er sammen taget af sted i forbindelse med hans arbejde. Det mærkes tydeligt, at Ines føler sig malplaceret, og hun betragter i stedet de andre i rummet. Her kommer Maria ind i billedet. 

Maria befinder sig i samme selskab som parret, og det står klart, at Ines ønsker den selvsikkerhed, Maria, til omverdenen, udstråler. Dog viser det sig, at ikke alt er, som det ser ud. Ines griber hermed chancen for en ny identitet, som tager hende til en natklub i byen Osaka i Japan.

For ligesom Ines ønsker at være en anden, ønskede Maria nok det selvsamme. 

Verdens første dansk-norsk-japanske co-produktion

Daniel Dencik er instruktøren og manuskriptforfatteren bag den visuelt smukke film, som er den første dansk-norsk-japanske co-produktion i verden. Det er en spændende kombination, som i dette tilfælde fungerer.

Filmen byder på fantastiske landskabs- og stemningsbilleder – både fra Norge og Japan. Stemningen antydes gennem omgivelserne allerede fra start af, når billeder af Norges vilde landskab ses, før vi ser Ines finde Maria i vandet. 

Brugen af barske landskabsbilleder forstærker den vilde situation, Ines her står i. Når hun derimod er i Japan, er det visuelle fokus mere på byliv fremfor landskab, hvor kontrasten forøger forståelsen for den identitet, hun vil væk fra, samt hvilken hun søger.

Landene kan på sin vis beskrives som hinandens modsætninger, og det er et interessant valg af miljø, når man tænker på, at Ines går fra én identitet til en komplet anden. Ligesom Norge og Japan står i kontrast til hinanden, ligeledes gør Ines og Maria det også.

Et spændende koncept, der næsten gennemføres

At være en anden for en stund er en sjov idé, men i praksis virker præmissen en tand for urealistisk i dette omfang. Hvad bliver konsekvenserne for Ines’ kæreste eksempelvis? Han ses blive interviewet af politiet, som om han er skurken bag Ines’ forsvinden, men publikum ser ingen konsekvenser. Alligevel forstår man som publikum tematikkerne.  

Ines foretager drastiske beslutninger; hun tænker ikke, før hun handler. I processen mod at blive ligesom Maria, finder hun sig selv, og gennem en til tider smule anstrengt dialog kommer tankerne bag filmen alligevel til udtryk.

‘Miss Osaka’ står tilbage som fængende i dets portrættering af Ines’ udvikling, men i ny og næ med lidt for absurde omstændigheder, der får tankerne væk fra filmens egentlige leg om en flydende identitet.