Årets vinder af Guldbjørnen begejstrer med sine betagende miljøskildringer, selvom dramaet undervejs er lige ved at tabe pusten.

Sidste gang vi blev præsenteret for Ildikó Enyedi i de danske biografer var helt tilbage i 1990. Her var tale om hendes debutfilm ’Mit 20. århundrede’, som året inden havde vundet Caméra d’Or-prisen på filmfestivalen i Cannes. Siden da har der i lille Danmark været ganske stille omkring den ungarske instruktørs virke. 28 år senere har hun nu vundet en ny festivalpris, og med Berlinalens guldbjørn i ryggen tør en distributør endelig igen fremvise en film af Enyedi på det danske marked.

Drøm og virkelighed
I ’Med krop og sjæl’ har de to hovedpersoner Endre og Mária umiddelbart ikke andet til fælles end det slagteri, som de begge arbejder på. Dette ændrer sig pludseligt, da de finder ud af, at de hver nat har de samme drømme. I skikkelse af et hjortepar spiser de blade og drikker af vandløb i en sneklædt skov. Drømmeriet bliver grundlaget for en spirende kærlighed.

Virkeligheden er bare ikke lige så simpel og problemfri som nattens hjorteeventyr. Udover at de begge er ensomme, knækkede mennesker, så har Mária også stærkt autistiske træk, som kommer til udtryk i hendes relative mangel på sociale kompetencer. Mens de to individer langsomt forsøger at komme tættere på hinanden, gennemgår Mária en læringsproces omkring kærlighedslivets kulturelt betingede normsæt. Af en kassemedarbejder anbefales hun eksempelvis et stykke yderst klichéfyldt ”romantisk” musik, som hun tvinger sig selv til at gennemlytte for at forstå, hvad der tiltaler andre mennesker.

Kontrasten mellem drømmenes skønhed og dagligdagens banaliteter males tydeligt op. Betagende billeder af hjorte, der fredfuldt roder i skovbunden, står i skarp kontrast til de intetanende køer, som nøgternt aflives, hænges op i kødkroge og parteres på slagteriet. Når vi bevæger os ud af de kolde, blålige fabrikslokaler, ser vi dog også hverdagens ynde. For selvom Endres beskedne kontor og den travle firmakantine ikke i sig selv er billedskønne omgivelser, præsenteres de i behagelige, gyldne farver.

Alting tager sin tid
Der er god mulighed for at nyde filmens fantastiske billeder, for handlingen udspiller sig i et langsomt og roligt tempo. Tålmodigt følger vi, hvordan Mária udforsker sit eget følelsesliv, og hvordan hun trin for trin forsøger at åbne sig op for Endre. Miljøskildringer og karakterudvikling kommer i fokus, fordi Ildikó Enyedi bevidst har valgt ikke at blæse historiens konflikter op.

Den langsomme udvikling i hovedpersonernes forhold og den gentagne beskrivelse af hverdagstrivialitet gør det desværre ikke helt let for tilskueren at holde gejsten oppe – især ikke når Endres karakter viser sig at mangle den samme dybde, som Márias har. Undervejs synes hans udvikling at gå helt i stå, og man mister derfor lidt af den interesse, som man i begyndelsen nærede for ham. Heldigvis glemmer man næsten helt disse problemer, når man kommer til filmens klimaks, som skiftevis er ubehageligt, komisk og smukt. Fortællingens afrunding af drømmekonceptet er desuden aldeles tilfredsstillende.

Enyedi har i ’Med krop og sjæl’ tegnet et sympatisk og tålmodigt portræt af to ensomme sjæles usikre og akavede forsøg på at genskabe den intimitet i virkeligheden, som de sammen har oplevet i drømme. Selvom fortælletempoet hen ad vejen bliver en anelse for mageligt, fungerer filmens magisk-realistiske præmis smaddergodt. Derfor tilgiver man også den, til tider, temmelig flade spændingskurve.

(Foto: Øst for Paradis)