Når vinteren ikke vil slippe sit tag, må man drømme sig væk til lange, lune sommeraftener i udlandet. Stig på toget, og oplev historien og ungdommen i Øst- og Centraleuropa med fire forskellige film fra fire forskellige storbyer.
Mens grænserne er lukket, rejser Nosferatu igennem filmens verden til savnede feriedestinationer. I denne del af artikelserien rapporterer vores udsendte Anne Ubbesen fra en rejse gennem Øst- og Centraleuropa.
Det fryser to grader udenfor, og der er sarte, små iskrystaller på min rude. Jeg har været indenfor og foran en skærm i snart et år, og jeg er så småt i gang med at glemme verden omkring mig. Men den må stadig findes derude, og en dag bliver det sommer. Solen vender tilbage, og aftenerne bliver lange og varme. Grænserne åbner igen, og så kan man rejse!
I en tid som denne, hvor de flestes rejsemuligheder er reduceret til en gåtur til køkkenet eller et cykelridt til Netto, er selve rejsen lige så vigtig som destinationen. Derfor er der i min optik og på nuværende tidspunkt ikke noget, der lyder mere tiltalende end en interrailrejse. Jeg vil se forskellige landskaber suse forbi et snusket togvindue, stå af i uudforskede byer og møde nye, spændende mennesker. Jeg drømmer især om at gøre det i Øst- og Centraleuropa, og det er på grund af nogle helt bestemte film.
Before Sunrise (1995) – Togtur, Østrig og Ungarn
En af de film, der virkelig sætter gang i rejselysten, er første film i Richard Linklaters ’Before’-trilogi ’Before Sunrise’ fra 1995. Her møder amerikanske Ethan Hawke franske Julie Delpy i et tog på vej fra Budapest. Mellem de to twentysomethings opstår en øjeblikkelig og uundgåelig kemi, og de hopper af toget i Wien for at tilbringe de sidste timer sammen, inden de begge må gå hver til sit.
’Before Sunrise’ er gennemført og genial i sin simple præmis. Filmen finder sted over én enkel nat og følger blot de to unges slentrende samtaler rundt omkring i den østrigske hovedstad.
Udover Hawkes og Delpys eminente skuespil og Wiens gamle, smukke arkitektur som konstant baggrundstæppe, er ’Before Sunrise’ alt det, man håber at opleve på en rejse!
Jeg vil på interrail og forelske mig i en fremmed togpassager. Jeg vil betro mig til førnævnte fremmede på en måde, man kun kan gøre det til sine allernærmeste eller én, man netop aldrig skal se igen. Og så vil jeg stå af i en (for mig) ukendt hovedstad og tilbringe en lun, uendelig sommernat med på må og få at udforske gader og stræder.
Hvis solen står op igen, vil jeg bruge min interrailbillet og rejse videre til en ny by.
Schindlers Liste (1993) – Polen
På Øst- og Centraleuropa-interrailruten gør man stop i både Warszawa og i Krakow. Det er to dejlige byer, og mens man måske kunne være tilbøjelig til at bruge mest tid i hovedstaden, så må Krakow ikke undervurderes. Det er Polens næststørste by, og så udspringer desuden en af verdenshistoriens bedste film derfra. Det er ikke for ingenting, at ’Schindlers Liste’ har vundet syv Oscarstatuetter, og at den i skrivende stund ligger på 8. pladsen på IMDBs Top-250-liste.
Filmen beretter den (delvist) sande fortælling om forretningsmanden Oscar Schindlers forsøg på at redde jøder under 2. verdenskrig (sublimt portrætteret af Liam Neeson) og er ydermere et barskt, barskt indblik i tilværelsen i en af Polens koncentrationslejre.
Lige så vel som filmen er Krakow et monument over fortidens uhyrligheder og en oplagt mulighed for at indånde historien, mindes tidligere tider og gyse over grusomhederne. Når jeg rejser derfra, er jeg forhåbentligt blevet dét klogere og i stand til at sætte min egen corona-prægede hverdag lidt i perspektiv.
I morgen danser vi (2019) – Georgien
Georgien er rent geografisk ikke et oplagt stop på interrailruten, men jeg tager en omvej for at besøge ’I morgen danser vi’.
Filmen er, hvis ikke den bedste, så uden sammenligning den smukkeste film, jeg så i 2019. Den er på mange måder Georgiens pendant til ’Call Me by Your Name’ og (ifølge mig) endnu bedre end Guadagninos italienske mesterværk.
’I morgen danser vi’ følger den unge, georgiske folkedanser, Merab, hvis liv vendes op og ned, da Irakli pludselig starter på danseskolen. Merab både foragter og drages af sin nye konkurrent og er nødsaget til at tage sin seksualitet, sin fremtid og sine værdier op til genovervejelse.
Filmen er et bevægende billede af et moderne Georgien, der stadig gennemsyres af ældgamle traditioner, og de bastante betonbygninger i østeuropæisk byggestil fungerer fantastisk som modspil til den smukke, men skrøbelige kærlighed mellem de to drenge.
Min viden om Georgien er stadig sparsommelig, men efter at have set ’I morgen danser vi’, må jeg bare derned! Jeg vil, ligesom Merab, være ung i Tbilisis gader, drikke billige øl med ligesindede og have lange, dybe snakke i måneskinnet med min forbudte kærlighed. Slutteligt, men allervigtigst, vil jeg opleve georgisk folkedans i levende live.
Værk uden skaber (2018) – Tyskland
Når min rejse lakker mod enden, og jeg nærmer mig den danske grænse, vil jeg gøre et sidste stop – i Berlin. Den beslutning kræver nok ikke megen forklaring, men understøttes blot af filmen ’Værk uden skaber’.
Her følger man den unge kunstner Kurt Bernert, som forlader sine nazismerelaterede barndomstraumer samt det kommunistiske styre i Østberlin for at finde sin kunstneriske stemme i Vestberlin. Filmen er en skildring af efterkrigstidens todelte Tyskland og samtidig en hyldest til kunsten og det smukke i livet. Den er på en og samme tid rørende, rammende og evigt relevant.
’Værk uden skaber’ giver mig lyst til at rejse til Berlin og se skillelinjen mellem øst og vest, som stadig eksisterer i brudstykker af Berlinmuren. Jeg vil opleve det hele igennem en kunstners øjne, og så vil jeg nyde, at Berlin i dag er en langt mere samlet og en langt mere behagelig by.
Det hele er selvfølgelig bare en illusion, for der er iskrystaller på mit vindue, og for første gang er mit danske, mørkerøde pas ingen garanti for indrejse. Heldigvis kan jeg se film i mellemtiden og drømme mig væk, og når det så en dag bliver sommer, vil jeg afsted!