Af Martin Wolsgaard

Megamind inviterer et yngre såvel som ældre publikum på en tosidet animeret antiskurke-komedie med ekstra stort hoved og ekstra stort hjerte. DreamWorks’ nyeste animationsfilm er en kløgtig og opfindsom dekonstruktion af ”almindelige” superheltefilm, idet den fornemt indkapsler paradokset ved at omdanne ondt til godt og omvendt.

Plottet i Megamind centreres som titlen antyder omkring superskurken Megamind (i org. version Will Ferrell), som på en og samme tid er den klogeste, mest opfindsomme og mindst succesfulde skurk nogensinde. Gennem flere år har han med hjælp fra sit sidekick ”Følge Sven” (David Cross) uden held forsøgt at erobre Metro City på alle tænkelige måder. Han stoppes nemlig hver eneste gang af den kappe- og spandexklædte superhelt Metro Man (Brad Pitt). Men da han pludselig en dag imod alle odds besejrer Metro Man, og således har Metro City for sine fødder, bliver det store spørgsmål, hvad han nu skal bruge sin tid på.

Således er set-uppet i Megamind, og det er i sig selv skægt nok, men ikke ligefrem revolutionerende eller Pixar-agtigt. Det mest underholdende i filmen er derimod den aparte, overkarikerede og tvetydige natur hos hovedkarakteren Megamind. Han er blå i hovedet, har grønne øjne og udstråler ondskab, men er på samme tid nørdet og overdrevet følsom, hvilket stemmer godt overens med de tematiske undertoner i andre storfilm fra 2010, nemlig ”revenge of the nerd”-temaet (eksempelvis Kick-Ass og The Social Network).

Megamind er med andre ord ond, men han er det (måske) ikke rigtig med vilje. For tro mod sin titel indeholder Megamind mere i sit ”hoved” end den typiske animerede blockbuster gør. ”Social arv” versus ”egentlig natur” er det overskyggende tema, idet både Megamind og Metro Man oprindeligt stammer fra en fremmed planet og på samme tid sendes til Jorden, men ender i hver deres sociale lag. Megamind lander i Metro City’s fængsel, hvor han opdrages af forbrydere, hvorimod Metro Man lander i et overklassehjem. Men modstridende de karakteristiske plot-normer for superhelteanimation er hverken Megamind eller Metro Man all out-gode eller all out-onde. De kommer indledningsvis til at fremstå som personificeringer af deres sociale arv. Spørgsmålet og udfordringen i historiens løb viser sig imidlertid at være, hvorvidt Megaminds sande identitet kan overskinne hans forbryderiske opvækst.

Ifølge denne anmelder er de indholdsmæssige og tekniske aspekter af Megamind ganske stærke. Det animerede 3D er flot, æstetisk glat og upåklageligt, imens musikken, der er komponeret af Hans Zimmer, bestemt ikke skader den storslåede heltestemning. Problemet for undertegnede bliver den dubbede danske version, der simpelthen ikke er til at abstrahere fra. Når man har stemmerne fra komiske talenter som Will Ferrell, Tina Fey, Jonah Hill, Brad Pitt og David Cross, er det intet mindre end en forbrydelse at se filmen med dansk tale. Den mister mildest talt noget af sin magi og snappy komik, og det er en skam. Megamind er bestemt anbefalelsesværdig, men fang den for Guds skyld i originalversionen.