”Mennesker bliver spist i Polynesien”, synger Erik Clausen i sin nye bramfri beretning om alderdom og demens, men måske de i stedet finder hinanden? Den karismatiske filmskaber har stadig sort bælte i tragikomiske samfundskommentarer, og han er bedre, end han har været i flere år.
I starten af 1980’erne tilførte Erik Clausen en fornyet galgenhumor og samfundskritisk vinkel på den stagnerede danske folkekomedie. Den formel har han aldrig rigtig lagt fra sig, for Clausen laver film om arbejderklassens hårdtarbejdende menneske – mennesker der optimistisk forsøger at holde skindet på næsen, og som er placeret til venstre for kapitalismens onde markedskræfter. Det har han gjort med skiftende held, men denne gang rammer han for det meste plet med sin rørende og vedkommende fortælling, om automekanikeren Herluf, der langsomt, men sikkert mister forstanden til demensens ubarmhjertige greb.
Clausen har selv hovedrollen som den pensionsmodne Herluf, der i al hemmelighed skjuler sin eskalerende sygdom for både arbejdsgiver og sin splittede familie. Det resulterer i en næsten fatal ulykke, da Herluf glemmer at påmontere de bremseslanger, der skulle forhindre en kvinde og hendes datter i at køre galt. Mester (altid skønne Leif Sylvester) sender ham derfor hjem med en sygemelding, som han holder hemmelig for konen Ingelise (Bodil Jørgensen).
Ingelise fortæller til gengæld intet om den hede affære, hun har kørende med en kollega på jobbet. Tegnene på et noget tyndslidt familieforhold er tydelige, der også inkluderer en selvisk, overforkælet datter – fornemt spidsnæset spillet af Lærke Winter. En dag dukker den pligtopfyldende Herluf ikke op derhjemme, og det bliver startskuddet til et studie i selvindsigt blandt de efterladte venner og pårørende.
En voksen Clausen
”Du har ikke udviklet dig i 100 år”, vrisser Ingelise, tidligt i filmen. Dette kunne sagtens fungere som en velplaceret ironisk kommentar til Clausen selv, der stædigt har leveret sin genkendelige samfundssatire siden ’Cirkus Casablanca’ (1981).
Men det er en anden Clausen, vi møder her. Jovist, humor og politiske stikpiller er stadig umiskendeligt Clausen’sk, men fjendebilledet af klassesamfundet er mere nuanceret, og overbevisningen om at velfærdssamfundets marginale eksistenser altid handler korrekt er røget noget i bagrunden. Designerdatteren og hendes kvalmende akademikermand får selvfølgelig sine hug, men i sidste ende viser det sig, at de også bare er mennesker – Clausen, dog.
Nej, ’Mennesker der bliver spist’ er i højere grad et rørende portræt af en mand, der frygteligt gerne vil gøre det bedste for sine omgivelser. Vi har alle vores fejl og mangler, klasser i mellem, men alderdom og derved tabet af sig selv er den egentlige fjende, synes Clausen at fortælle. Det er de menneskelige relationer, der hæver filmen adskillige niveauer fra de to foregående fejlskud ’Ledsaget udgang’ og ’Frihed på prøve’, der var en øvelse i utroværdig historiefortælling. Det føles derimod ægte at overvære Herlufs tiltagende demens og de smertelige reaktioner, det medfører hos de efterladte.
Nødbremse på seriøsiteten
Bodil Jørgensen er som regel en fornøjelse på lærredet, og her brilleres der i en noget uvant rolle som kæk småborgerlig københavner med hang til forbudt erotik – fuld af gnist og emotionel slagkraft. Clausen er noget mere redelig i rollen, men de passer hinanden fortrinligt. Filmen har en udpræget optimistisk tone, hvilket i dette tilfælde kan vendes til lidt negativ kritik. Der skøjtes trods alt for let over Herlufs tragiske sygdom, og det hele bliver en anelse fjollet, da fokus i stedet koncentreres om de kulørte og ganske underholdende bifigurer. En unødvendig og karikeret tur til et nedslidt Polen, der i mistænkelig grad ligner noget fra Clausens barndom på Vesterbro, tilfører desværre også filmen en affektiv distance, den ikke har brug for. Indrømmet, jeg blev skam rørt, men rigtig alvorligt bliver det formentlig aldrig, når Clausen fortæller historier fra de varme lande.