Ny, dansk spillefilm er i overordentlig gode hænder, så længe Avaz-brødrene går forrest noget af vejen

I filmkredse har der været tale om en dansk debutfilm. ‘Mens vi Lever’ har tre brødre i de bærende roller for produktionen og alle tre er spillefilms-debutanter. I den indspiste danske filmbranche er det svært at få en fod indenfor, og efter en lang række afslag både fra Det Danske Filminstitut og store produktionsselskaber valgte de tre brødre at stifte deres eget produktionsselskab for at realisere filmen.

Dansk film når det er bedst
Med spektakulære drone-skud tages publikum i hånden og flyves ind over Vesterhavet og med teksten ‘A film by the Avaz brothers’, er det tydeligt, at der efterladt en stor, fed fuckfinger til den danske filmindustri – og ikke mindst janteloven.

Den har brødrene også grund til at efterlade, for på lærredet har de fået skabt et værk, der leder tankerne hen på store, danske instruktører som Susanne Bier og Tobias Lindholm. Både i udtryk, men i særlig grad også i temaerne og den karakterbårne historie.

Solidt hemmelighedskræmmeri
Ved Vesterhavet lever Kristian (Sebastian Jessen) med sin forlovede, hvor han passer en fiskertjans. En stille, men sikker tilværelse lader det til. Fortiden banker dog bogstaveligt talt på døren, da en person fra Kristians fortid pludselig dukker op. ”Peter er syg”, lyder den korte melding inden døren smækkes i. Man får forbløffende lidt at vide, men lige præcis nok til at man fænges af det store spørgsmål: hvem er Peter? Hvad er det for skeletter Kristian har i skabet? Hvorfor denne frustration?

Svaret er ikke overraskende men ikke desto mindre rørende. Virkelig rørende. Som i jeg-hulkede-mig-igennem-sidste-tredjedel-rørende. Hele publikum rammes af samme sorg som hos de her personer. En kompleks og indgroet sorg der har medfødt en masse andre stærke følelser som skyld og anger.

Følelsesfyldt enddog følelsesforladt skuespil
Det er også især med de stærke følelser, at de dygtige danske skuespillere klarer den bedst. Både når deres øjne er tårevædede af vrede, men også når øjnene taler fra inderste hjerterum. Desværre går der noget galt i meget af dialogen. Om det er manuskriptet eller skuespillerne, den er gal med, har jeg svært ved at afkode, men jeg kan ikke lade vær at ønske, at man havde brugt lidt mere end 22 indspilningsdage for at få tid til at tage et par scener om. Det er en skam, for det det ødelægger en virkelig godt sammenskruet historie.

På samme måde skærer det i mine øjne, hver gang filmens karakterer slukker tørsten i en Royal Pilsner, som var det vand. Selvom den slags sponsorater kan være en af præmisserne, når man vil finansiere en film uden om statsstøtte. Det gør det dog ikke mindre trættende at kigge på. Det går mig på, for det er ikke umuligt at lave product placement på en smooth måde, hvor det i ‘Mens vi lever’ bliver en lidt for tydelig faktor.

Det ændrer dog ikke på, at jeg forlader biografmørket dybt berørt og med påmindelsen om, at vi skal huske at leve, elske og sørge. Alt sammen mens vi lever.