Alle stjernerne vender tilbage i den femte film i franchisen, hvor Ghostbusters-holdet kæmper mod både kulden, spøgelser og alt for mange plot lines
Efter begivenhederne i Oklahoma tager spøgelsesjægerne tilbage til der, hvor det hele begyndte: New York City! Spøgelset, der skal bustes, er i denne omgang en ældgammel ånd, der får alt til at fryse til is midt i juli.
Alle ’Ghostbusters: Frozen Empire’-skuespillerne samles mod den nye fjende, blandt andet veteraner som Ray Stantz (Dan Aykroyd), Peter Venkman (Bill Murray) og Winston Zeddemore (Ernie Hudson). Derudover har vi også de nytilkomne Gary Grooberson (Paul Rudd), Callie (Carry Coon), Phoebe (Mckenna Grace) og Trevor (Finn Wolfhard), plus deres venner fra hjembyen. Mange navne at holde styr på? Sådan føles det også i filmen.
Overfyldt reunion
Fordi vi både har karakterer fra den nye og den gamle franchise (de har heldigvis lagt ’Ghostbusters’ fra 2016 bag sig), er der rigtig mange personer, vi bliver introduceret til, som ikke får mulighed for at folde sig ud, eller som vi ikke rigtig bekymrer os for. Castet består af nogle virkelig sjove og meget dygtige skuespillere, men der er for mange små plots til, at nogen af dem rigtig får emotionel vægt.
Stjernen fra de oprindelige film, Dan Aykroyd, har sagt i et interview, at den her Ghostbustersfilm er den hidtil største, og det er rigtigt nok. Alt for stor. Filmen forsøger at være den største i franchisen, men lider under sine egne ambitioner, og ender med at virke overfyldt og ukoordineret.
Paul Rudds karakter prøver på at finde sin plads i familien og skabe relationer med Spengler-børnene, de nye hovedperoner i franchisen. Ray Stantz kæmper med pensionisttilværelsen og savner spændingen fra sit liv som Ghostbuster. Phoebe starter en spøgelsesromance, der nærmest ikke når at begynde, før den slutter igen. Vi introduceres til en fyr med ildkræfter (Kumail Nanjian), som er blevet besat af et spøgelse, men er mere bekymret for, at han ikke kan leve op til sin brors succes.
Der er for mange ideer, for mange plottråde, for mange nye spøgelser, og intet af det får nogen større betydning. Især fordi det overordnede plot ikke er specielt innovativt, med et gammelt slenderman-agtigt spøgelse, som har været fanget i en magisk kugle, men slipper ud og vil have hævn.
Glædeligt gensyn
Manuskriptforfatterne er Gil Kenan og Jason Reitman. Kenan, der mest er kendt for animationsfilmen ’Monster House’ (2006), bringer et par fede gyserøjeblikke frem, men de er få, der er langt imellem dem, og deres CGI svinger fra det imponerende til det virkelig dårlige. Jason Reitman overtog med den første film i reboot-serien, ’Ghostubusters: Afterlife’ (2021), Ghostbusters-faklen fra sin far, Ivan Reitman. Ligesom i den tidligere film trækker han her, alle karaktererne, rekvisitterne, gagsene og de berømte linjer fra den originale film fra 1984 frem, som om deres tilstedeværelse alene er nok til at få et grin.
Mange af dem er selvfølgelig et glædeligt gensyn. De originale karakterer vil altid være ikoniske og Bill Murrays humor er svær at slå, selvom han ikke har meget tid på skærmen. Stay-Puft Marshmallow Man er tilbage, i form af en flok elskværdigt onde, små skumfidusmænd, der forårsager ravage, og vi får også det slimede, grønne spøgelse Slimer at se igen. Og hvem bliver ikke i godt humør af den ørehængende temasang? Men selvom referencerne får et genkendelsens smil frem her og der, så er det ikke nok til at drive en hel film. De kan ikke blive ved med at holde franchisen kørende udelukkende på nostalgi.
Ghostbusters-ånden er tossede komedier, men denne Ghostbusters tager seriens mytologi alt for alvorligt og approcher, hvad der burde være en let og fjollet komedie, som om det var alvorlig science fiction. Det er en sjov oplevelse for fans af serien, med masser af potentiale og fantastiske skuespillere, men langt fra en banebrydende eller mindeværdig filmoplevelse.
