Tredje sæson af Disney Plus’ mordmysterie-komedie vakler i sammenligning med tidligere sæsoner, men bliver reddet af absurd komik og virkeligt dygtige birolleskuespillere.

Denne anmeldelse er skrevet under WGA og SAG-AFTRA-strejkerne i 2023. Filmmagasinet Nosferatu støtter alle forfattere, skuespillere og kunstnere, der strejker for bedre arbejdsvilkår i branchen. Uden forfatternes og skuespillernes hårde arbejde ville denne tv-serie ikke eksistere.

Denne anmeldelse er baseret på de første 8 ud af 10 afsnit af tredje sæson.

Jeg er nødt til at starte denne her anmeldelse med at nævne den følelse, der bredte sig i min mave, da jeg for første gang hørte kendingsmelodien til ‘Only Murders in the Building’ igen. Det var ren fryd og forventning.

Jeg har som mange andre ventet længe på denne her fortsættelse af tv-serien, der tog mig fuldstændig på sengen, og overtog al min hjerneaktivitet, da den første gang ramte streaming-skærmene i efteråret 2021.

Jeg var oprindeligt ikke synderligt varm på præmissen (hvorfor kan vi sagtens have to mandlige protagonister på over 70, men den kvindelige skal være under 30? Og er vi ikke ved at være færdige med at snakke så meget om true crime-podcasts?). Men efter ganske få afsnit af første sæson var jeg ganske enkelt solgt.

Parodi og pragteksemplar

Denne her serie om tre naboer, der laver en true crime podcast sammen, hvori de opklarer mord i deres opgang, har både virkelig meget hjerte og virkelig meget humor. Den behandler selv de mindste, mest karikerede og absurde karakterer med en ømhed og nænsomhed, som jeg sjældent har set i denne form for tv.

Og så er den oven i købet enormt æstetisk tilfredsstillende med stærke farvetemaer, der knytter sig til forskellige karakterer samt mættede, komplicerede billeder, der giver rig mulighed for at pause afsnittet og lede efter spor.

‘Only Murders’ er en latterliggørelse og et kærlighedsbrev på samme tid til alle genrer, der omhandler mord og kriminalitet, fra Agatha Christie til ‘Serial’. Den er et pragteksemplar på den form for meta-agtig genrekommentar, som lige nu befolker det amerikanske film- og serielandskab i stor stil, med meget blandede resultater.

I min optik lykkes ‘Only Murders in the Building’ med det, som ‘Knives Out’-filmene drømmer om, men aldrig når 100 procent i mål med: at være en parodi på mordmysterie-genren og samtidigt i sig selv være et medrivende og uforudsigeligt mordmysterium.

Banal boomer-humor

Det var i hvert fald min holdning efter sæson 1 og 2. Men jeg må indrømme, at efter at have set 8 ud af 10 afsnit af tredje sæson, er jeg en lille smule skuffet. Hvor meget det end piner mig at skulle sige det, så er luften gået en lille smule ud af ballonen for ‘Only Murders’.

I sæson 1 var det nyt og sjovt at høre jokesne om forskellen på at være boomer og millennial, noget en stor del af komikken mellem de tre hovedpersoner hviler på (fun fact: Steve Martin er faktisk et år for gammel til at kunne omtales som baby boomer. Han er født i 1945.)

I sæson 2 friskede de op på situationen ved at indsætte Martins karakter Charles’ datter Lucy i fortællingen, og hermed tilføje generation z til vittighederne. Men i sæson tre er der intet nyt i fortællingen om boomere vs. millennial, og alders-jokesne begynder at virke trætte og træge.

Generelt virker det som om, serien har været i tvivl om, hvad den skulle gøre med alderspræsidentens karakter Charles i denne sæson. I det sidste afsnit af sæson 2, hvor der blev taget forskud på tredje sæsons mord, virkede det som om, Charles kunne blive en mulig mistænkt i den nye sæson. Spoiler alert: dette bliver aldrig udspillet alligevel. Desværre, vil jeg mene.

Der mangler en god mistænkt i store dele af sæsonen, der træder lidt vande fra afsnit tre og nogle afsnit frem. Og at have to ud af tre hovedpersoner mistænke den tredje, ville virkelig have tilføjet til dramaet.

Serien har sit lavpunkt i afsnit fire, hvor en storyline udspiller sig, som handler om Charles’ sceneskræk. Denne plotlinje er hverken sjov eller rigtigt medrivende. Faktisk bliver den næsten pervers og ubehagelig til tider og til andre tider bare lidt malplaceret og plat.

Glimtvis genialitet

Der er dog stadig omfattende lyspunkter i sæsonen. Meryl Streep er blevet en del af castet i en stor birolle, og hun er en fryd i sammenspil med Martin Short. Hun er både rørende, akavet, mystisk og sexet.

Og Paul Rudd brillerer som den vanvittigt selvfede og øretæveindbydende filmstjerne Ben Glenroy, som desværre for seeren bliver myrdet i afsnit 1. Begge er fremragende tilføjelser til de tidligere sæsoners cast, som stadig er vidunderlige at se på. Dette tæller blandt de mest underholdende Jackie Hoffman, Michael Cyril Creighton og Tina Fey.

Selena Gomez’ karakter Mabel har også en ny love interest spillet af ‘Grey’s Anatomy’s Jesse Williams og disse to skuespilleres kombinerede sexappeal i deres fælles scener er rigelig grund til at se serien i sig selv. Jeg mener, wow, er der varmt herinde?

Sæsonen når glimtvis op på de tidligere sæsoners højder, men det er desværre en mere vaklende oplevelse end hidtil. Dog er det stadig underholdende tv. Og det kan nå at blive endnu bedre.

Jeg har ikke set de sidste to afsnit, og er meget spændt på, om det lykkes denne sæson at overraske lige så meget som sæson to, når det kommer til afsløringen af morderen. Hvem ved, måske slår de så genial en krølle på fortællingen, at seeren glemmer, at afsnit fire eksisterede?

Kom for brilliant fysisk komik, som når Martin Short imiterer en hest, der spiser havre af en hånd eller absurd-komiske replikudvekslinger som “What’s the first rule of theater?” “Never feed Hugh Jackman after midnight”. Bliv for Meryl Streeps vanvittigt rørende musicalsang og Jesse Williams øjne.

It’s not amazing, but it’s still a good time.