Efter sin Oscar-vindende film ’Parasite’, lader den sydkoreanske instruktør Bong Joon-ho sig inspirere af Edward Ashtons roman ’Mickey7’ og kreerer en politisk satirefilm, der knap nok føles som en overdrivelse.
Hvordan føles det at dø? Det er et spørgsmål Mickey Barnes (Robert Pattinson) kan svare på, da han, efter at have bevidnet flere dødsfald, beslutter sig for at melde sig som ’undværlig’ i et program foregående langt væk fra moder jord.
Det program, Mickey har meldt sig til, går meget simpelt ud på følgende: du bliver brugt som forsøgskanin og sendt på farlige missioner i nye omstændigheder.
Du dør, og så bliver du printet ud igen gennem avanceret 3Dprint-teknologi, hvor du er så god som ny. Og sådan fortsætter du, indtil det (forhåbentlig) slutter efter 4-5 år.
Bong Joon-ho formår at kombinere science fiction-elementer med samfundskritik på en humoristisk og spændende måde ved hjælp af filmens karakterer, ikke mindst de mange versioner af hovedpersonen.
Handlingen udspiller sig på et rumskib, som har til formål at skabe en ny menneskelig population i rummet under ledelse af den moralsk korrumperede politiker Kenneth Marshall (Mark Ruffalo).
En del af historien bliver fortalt af Mickey, som en voice-over fortællerstemme, som tilføjer til det humoristiske aspekt, og hjælper os med at komme hurtigt ind i historien. Det hjælper samtidig også med at forstå Mickey bedre, da han ellers godt kan gå hen og blive svær at læse.
Den 17. version af Mickey bliver sendt ned for at vurdere, om en planet kunne være mulig for rumskibets beboere at slå sig ned på. Her møder han rumvæsner (hvis udseende beskrives som croissanter dyppet i lort), og på rumskibet går man ud fra, at han endnu engang er afgået ved døden.
Genprint
Men Mickey 17 overlever! Han finder vej tilbage til basen og kommer ind på sit værelse, hvor han finder en anden, eller rettere sagt sig selv… nemlig Mickey 18.
Denne version af Mickey er en overdreven modsætning til Mickey 17 med masser af vrede og frustration: en nihilist, som skaber en humoristisk kontrast til Mickey 17. Han formår at give Mickey 17 et skub i den rigtige retning med sin nådesløshed.
Både Mickey 17 og Mickey 18 har samme minder fra fortiden, hvilket virkelig fremhæver, hvordan identitet også er noget, man selv kan ændre eller som i hvert fald ikke udelukkende er et produkt af vores oplevelser i livet.
Makulering
Plottet i filmen følger det typiske for en actionfilm, så man kan godt gætte sig frem til slutningen. Selvom humoren, skuespillet og samfundskritikken spiller smukt sammen i filmen, er der stadig mangler, hvad angår karaktererne.
Den oprindelige Mickey er især en person, man gerne vil lære bedre at kende og få et større følelsesmæssigt indblik i, men det bliver hurtigt sprunget over til fordel for den overordnede problemstilling i filmen.
Mickey 17 føler skyld over sin mors død og bliver udsat for nogle ubehageligheder fra andre karakterer, som han ikke rigtig sætter ord på. Det gør Mickey 18 til gengæld for ham, hvilket fungerer godt, da Mickey 17 aldrig rigtig udvikler sig til en person, der reflekterer åbent over sine oplevelser.
Mickey 18 er derfor skabt som en kontrast, der kan sige og gøre det, som Mickey 17 ikke kan. Det er en meget vellykket pointe, og det ville også gøre filmen godt, hvis der var lidt mere af det.
Hvordan føles det så at dø? Det er et spørgsmål, som Mickey får stillet flere gange igennem filmen. Et spørgsmål, som han faktisk aldrig svarer på, og det er netop pointen.
Filmen forsøger ikke at give os alle svarene, men i stedet at lade os tænke videre over det selv. Det er måske ikke en revolutionerende film, men den er bestemt værd at se.
