Af Martin Wolsgaard

Woody Allens kærlighedsaffære med Frankrig og i særdeleshed Paris er i fuld flor i hans nyeste film, Midnight In Paris.

Den åbnede passende nok ved Cannes filmfestival i maj, og den fungerer bestemt også ganske udmærket som turismereklame (i tråd med dette foregår hans næste film i Rom). Og forståeligt nok har Midnight In Paris haft stor succes, både blandt anmeldere og publikum – den er faktisk blevet Woody Allens største biografsucces til dato i USA. Dette på trods af, at historien her er en forholdsvis fjollet fantasiromance mellem en neurotisk mand (Owen Wilson) og Paris. Den gode nyheder er dog, at Allen tilsyneladende har gjort sig lidt mere umage end i sine andre seneste film. Han har således mere eller mindre succesfuldt fundet en formular, hvorpå han kan kanalisere sine antiamerikanske holdninger og semikomiske dødsangst ud i en let sommerkomedie.

Af de mandlige hovedroller Allen tidligere har benyttet sig af som stand-in for sig selv som den akavede helt, der snakker som et vandfald, er Owen Wilson nok det mest mærkværdige valg – umiddelbart i hvert fald. I rollen som den frustrerede manuskriptforfatter, der kæmper med sin første roman passer Wilson dog overraskende godt. Undertegnede mener ikke, at Wilson er en succes som stedfortræder for Allen, men i tråd med filmens plot og flow fungerer han ganske fint.

Helt konkret møder vi karakteren Gil Pender på ferie med sin forlovede (Rachel McAdams) og hendes forældre, der alle er ærkeamerikanske klicheer, grænsende til det latterlige. Dette fungerer dog som Allens anti-America rant i denne film. Pender ser imidlertid ferien til Paris som en ny start for hans karriere som forfatter. Han har ingen rygrad, og turen går ikke så skønt, som han havde håbet på. Ved et tilfælde render Pender dog ind i et slags Alice I Eventyrland-kaninhul, der sender ham tilbage til 20’ernes Paris, The golden age, hvor gader og stræder befærdes af kunstnere og forfattere som F. Scott Fitzgerald, Ernest Hemmingway, Salvatore Dali (fremragende morsom cameo af Adrien Brody) og Pablo Picasso. Pender møder også Picassos muse og elskerinde (spillet af Marion Cotillard), der giver historien et kærkomment tvist af sødme og romantik.

I forhold til filmen som helhed er tidsrejseaspektet en sød og sjov ide, der giver Wilson noget godt at arbejde med. Han gør det efter min mening altid godt med nedtonet og underspillet komik (bedst eksemplificeret i Wes Anderson filmene Darjeeling Limited og The Life Aquatic). Gil Penders eskapader i Paris’ 20’ere spiller rigtig godt sammen med Wilsons styrker som komiker og hans begrænsninger som dramatisk skuespiller. Pender er naiv og vidunderligt rolig i lyset af de utrolige eventyr han render ind i.

I sidste ende er Midnight In Paris rendyrket fjolleri sammenlagt med Mr. Woodys (efterhånden vanlige) ”bakspejls”-nostalgi. Det er ikke flashy eller specielt imponerende, men det er effektivt. Og så får genkendelighedens glæde en til at føle sig godt til rette og i selskab med gamle kendinge.