‘Midsommar’ er intet mindre end en grotesk dans på roser, der langsomt men sikkert bindes i en gudeskøn og kvælende krans omkring den fænomenale Florence Pugh.

Opskriften på sidste års Hereditary-debutant Ari Asters nyeste film består af ritualistisk sex, hedensk tilbedelse af mænd proppet med strå, en skinhellig bjørn og en lille smule Austin Powers.

Ovenstående ingredienser ringer omkring lige så megen genklang for overtegnede, som det svenske sprog, der møder den lille gruppe amerikanere, som forvilder sig til det helt forkerte sted i Sverige på det helt forkerte tidspunkt.

Hvert halvfemsindstyvende år udføres nemlig et særligt ritual i de svenske skove under en altid strålende sol, hvis indtrængende lys tvinger sig ind gennem ellers skjulte sprækker i karakterernes facader og helt ind i sind- bla bla bla, I ved, hvordan resten lyder.

Det er simpelthen for prætentiøst, det her. Jeg troede, at jeg skulle se en horrorfilm. Horror er lig med B-film. Det er sådan, det er! Eller… plejede at være? Jeg må have hjælp til det her.

Claus: Ja hallo, det er horror-linjen-666, du taler med Claus.

Karoline: What the fuck C, har du ikke sommerferie?

Claus: Altså, jeg er jo DK – og Nosferatus- førende, selvudnævnte horror-ekspert, så…

Karoline: Suk. Ok. Jeg ringer, fordi jeg lige har set Midsom-

Claus: MIDSOMMAR! Mener du den om et amerikansk kærestepar, som rejser til Sverige for at besøge en kammerats hjemby? Hvor de fejrer sommeren på en helt speciel og til tider meget uhyggelig måde? DEN ‘MIDSOMMAR’?!

Karoline: Præcis! Jeg prøver at skrive en anmeldelse, men jeg er lidt forvirret, for jeg føler ærlig talt ikke, at den var så skræmmende, som jeg havde forventet. Den er jo stemplet som dette års helt store horror-oplevelse!

Claus: Det er sikkert fordi, du ikke kender nok til “den nye horror-bølge”.

Karoline: Styr dig, det der ”nybølge” har du jo selv fundet på. Jeg mener bare, at det skræmmende ved ‘Midsommar’ er ikke de chok-effekter eller jumpscares, som man jo normalt associerer med genren. Filmen rummer ikke monstre eller mørke gange med knirkende brædder. Derimod bliver noget så simpelt som et helt almindeligt underernæret og meget relaterbart parforhold kilden til alt ondt.

Claus: Bevares. I Hereditary’ var der også et parforhold, hvor især kvinden var en fantastisk karakter, portrætteret vidunderligt af Toni Collette. Er der også sådan en kvinde her?

Karoline: Ja, Asters relationsmareridt bliver denne gang formidlet af Florence Pugh som den angstprægede Dani. Pughs intense, fysiske præstation gør den ellers trippede fortælling meget jordnær. ‘Midsommar’ lever og ånder gennem hendes karakter, hvilket giver et  foruroligende perspektiv for publikum, når den forsømte kvinde begynder at opsøge tryghed væk fra kæresten og langsomt går i symbiose med kult-samfundet.

Claus: Hvad mener du med “lever og ånder gennem Pugh”?

Karoline: Bogstavelig talt. Hør her, hendes vejrtrækning bliver blandet med underlægningsmusikkens rytme i en sådan grad, at jeg blev decideret i tvivl om, hvad der var hvad. Når hun indtager psykedelisk te eller går i chok, forvrænges hendes (og seerens) syn ved at tilføje pulserende liv til for eksempel blomster og skov-baggrunde. Det er en finurlig genistreg af Aster, der gennem næsten skjulte visuelle effekter fremmer sympati og forståelse for Danis situation.

Claus: Ja, det lyder meget Aster, det kan enhver jo se. Den lyder okay.

Karoline: Okay!? Den er mere end okay. ‘Midsommar’ kombinerer frustration og humor med sensuel overgivelse til naturens uransagelige kræfter. Alt dette og meget mere kulminerer i et mildest talt virkelighedsforskruet postyr, hvilket især er takket være Pughs akkompagnerende skingre rædselsskrig. Asters nyeste værk kommer til at sætte dybe spor i ethvert offer, der forvilder sig ind i biografens dunkle mørke denne sommar.

Claus: Nå, det lyder som om, du har fattet det nu. Mit arbejde er færdigt, og ja, det var så lidt.

Karoline: …farvel Claus.