Gus Van Sants nye film om folkehelten Harvey Milk sætter fokus på homoseksuelles rettigheder eller manglen på samme
Vi befinder os i New York, året er 1970, i en tid hvor kristne amerikaneres største angst er homoseksuelle skolelærere, som angiveligt skulle oplære deres forsvarsløse børn i alskens onde homoegenskaber.
Harvey Milk arbejder som forsikringsmand og lever samtidig som skabsbøsse. På sin 40-års fødselsdag møder han den indbydende unge mand Scott i subway’en og han tager ham med hjem for ikke at fylde rundt helt alene. Scott er en flower power-dreng, og overbeviser Harvey om, at han skal lære nogle nye mennesker at kende. Sammen flytter de til San Francisco; byen hvor folk har blomster i håret og hvor bøssebevægelsen er større end de fleste steder i USA. Harvey springer lykkeligt ud af skabet og åbner en lille fotobutik i San Frans frivole Castro-kvarter, men han opdager hurtigt, at de homoseksuelles forhold langtfra er velset hos alle. I fotobutikken samles hurtigt et sympatisk og politisk aktivt slæng omkring den glade og imødekomne Harvey, som taler de svages rettigheder.
Harvey er en strateg og formår at samle folket, og inden længe stiller han op til valget som den første erklærede homoseksuelle politiker i Amerika og vi følger hans hårde og årelange kamp for endelig at blive valgt til posten i et betydeligt offentligt embede i 1977.
Milk er baseret på den sande historie om Harvey Milk, Amerikas første homoseksuelle politiker, der som så mange andre visionære og revolutionære politikere ender med at blive skudt i sin kamp for at opnå bedre rettigheder for de marginaliserede i samfundet. Milk er en ode til menneskets rettigheder uanset om man er sort eller gul, mand eller kvinde, gay eller straight. Uanset race, køn eller seksuelle orientering, bør alle have samme rettigheder, som den amerikanske grundlov i øvrigt også stadfæster. At det ikke altid har været sådan, fortæller historiebøgerne os, og at kærlighed imellem mænd stadig er forbudt mange steder i verden er et fact. Fiktion blandes med virkelighed, når Van Sant viser os dokumentar-optagelser fra arrestationer af homoseksuelle mænd i 70’ernes America, og filmen giver herved en udmærket indlevelsesevne i de involveredes virkelighed og lader os tilbage med en funderen over hvilke af ens egne egenskaber, der evt. falder udenfor normen, der kunne tænkes at føre til en arrestation i nærmeste fremtid.
Filmen er opbygget som en flash back med en voice over som refererer til datiden i form af Milks indtaling omkring begivenhederne på bånd, da han godt er klar over, at han er i livsfare pga. sine holdninger.
Sean Penn brænder igennem i den altoverskyggende hovedrolle som den smilende og retfærdighedssøgende Harvey Milk iblandt en flok af søde og elskværdige mennesker, og man stopper med at trække vejret første gang han lidenskabeligt kysser James Franco i rollen som elskeren og samleveren Scott.
Selv savnede jeg i filmen lidt hed mandesex med svedige muskuløse overkroppe, men da filmens tema er et serious matter, synes det for Van Sant vigtigere at vise hvordan homoseksuelles liv er lige som heteroseksuelles liv, helt ens, bare med lidt strammere jeans og flere balloner og det blev ikke til den ikoniske bøssefilm a la Brokeback Mountain, jeg troede jeg skulle se.
I stedet giver Milk stof til eftertanke omkring de rettigheder vi tager for givet, men som vi aldrig skal opgive at kæmpe for samt hvor vigtigt det er at stå sammen hvis man vil opnå resultater.
Samtidig sætter Van Sant også fokus på det ældgamle kønsrollemønster, som størstedelen af verden stadig hænger fast i som et næsehorn i kviksand. For mig set er filmens budskab at få hjernen i omdrejninger og endelig få menneskeheden til at indse, at uanset hvilket køn man kaster sin kærlighed på er det smukt, og at sande værdier ikke behøver at være religiøse værdier, tværtimod.
Sean Penn er indstillet til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle i dette manifest af en film, en pris han før har vundet med Clint Eastwoods Mystic River. Milk er desuden nomineret til 7 andre Oscars, bl.a. bedste instruktør, bedste mandlige birolle samt bedste film og mon ikke der her allerede er dømt stående bifald.
Rikke Mohr Jørgensen
Filmmagasinet Nosferatu
www.nosferadio.dk