Den 15-årige Milla Finlay har skæve forældre, en junkie-kæreste og kræft. Filmen frembringer sympatitårer, men har sværere ved at finde den rette tone og dybere pointer. ’Milla’ kan desværre ikke det hele, men den kan bestemt charmere.

Man skal ikke langt ind i Shannon Murphys spillefilmsdebut, før man ved, hvad der er i vente. En 15-årig pige er døende af kræft, og snart begynder man at holde af hende. Det er næsten snyd.

Men det er ikke så nemt at ramme publikums følelser, som man skulle tro. Filmen risikerer nemlig at virke uægte, eksploiterende og manipulerende, hvis ikke den er både forsigtig, ærlig og virkelig godt skruet sammen.

’Milla’ lander et sted i midten; dybfølt og rå nok til at knuse dit hjerte en smule, trods den også leger med humor, ironi og skævhed. Hjertet heler dog en anelse for hurtigt, og spørgsmålet er, om man forlader filmen med noget dybere end de følelser, den vakte.

Cancer, rokketænder og stofmisbrug

Vi møder Milla Finlay (Eliza Scanlen) på en togstation, hvor hendes hverdagsliv bliver afbrudt af en fyr i 20’erne, der fjoget forsøger at charmere sig ind på hende. Hans navn er Moses (Toby Wallace). Han har tatoveringer på hals og hænder og et følsomt glimt i øjet, og det bekymrer Millas forældre gevaldigt, når hun inviterer ham til middag hos dem.

Faren (Ben Mendelsohn) er praktiserende psykolog, og moren (Essie Davis) er på adskillige pille-cocktails for ikke at bryde sammen, mens Milla har mest brug for hende – så den hjemløse junkie har ramt jackpot. Men det er mere end håbet om et rus fra noget stjålet medicin, der drager ham til Finlay-familiens hjem.

Hvad der drager Milla til Moses er mindre tydeligt; hun er dybt og irrationelt forelsket som kun en ensom teenagepige med sit første rigtige crush kan være det. Hendes violinlærer bemærker følelserne i hendes spil, mens hendes forældre overvejer, hvor klogt det er at holde hende fra den unge mand.

På den ene side er han otte år ældre end hende, stjæler stoffer fra hendes hjem, og hun er dødeligt syg. På den anden side trænger hun til en smule oprør mod sine overbærende forældre, hun er ung og forelsket… og hun er dødeligt syg.

Filmens engelske titel er ’Babyteeth’ efter Millas hjørnetand, der stadig rokker og ikke er faldet ud. Hun er knapt færdig med barndommen og lige begyndt på ungdommen, men ser døden i øjnene. Er det måske det værd at lukke Moses ind, selvom han nok vil såre hende? Er man overhovedet teenager, når en hemmelig tur i byen nemt kan ende i en hospitalsseng?

En unødig afstand

Shannon Murphys erfaring med teater og tv-produktion viser sig i hendes fokus på karakterarbejde og levende skuespil. De fleste scener består af to karakterer, der snakker, med et håndholdt kamera i rummet med dem.

De bedste scener ender med at være dem, der bryder de rammer og formår at sige noget uden megen dialog – særligt en hjemmekoncert med mor og datter, og et par øjeblikke, hvor Milla blot kigger sig omkring og absorberer sin situation og omverden.

Skuespillet er heldigvis godt meget af vejen. Eliza Scanlen indtager Milla med en naturlig, melankolsk charme, og Ben Mendelson rammer filmens tone bedre end nogen anden som faren – akavet og humoristisk med en stærk sorg lige under overfladen.

Alligevel er det, som om skuespillere og instruktør har klare idéer om, hvorfor Moses er, som han er, og hvordan forældrene har fejlhåndteret sygdommens stress, men undlader at undersøge det på skærmen. Selv filmens bankende hjerte er en gåde – er Milla så naiv, som hun virker?

Man savner en klar udvikling, men det er vel en del af pointen. Cancer opbygger ikke de folk, der bliver rørt af sygdommen; det nedbryder dem, indtil de kun har kærligheden og hinanden tilbage.

Findes balancen?

Om man finder ’Milla’ manipulerende eller bevægende, kommer an på, om man tolererer dens tone. Den kan have lidt for meget sukker til den bitre medicin. Samtidigt kan dens søde side føles upassende over for dens alvorlige emne. For mig gled den fint ned, og tårerne faldt på slaget.

Der er fantastiske øjeblikke i filmens løb – den endelige scene er nok højdepunktet – men de er desværre en anelse for sjældne til at ophøje resten af filmen. ’Milla’ er ikke en livsændrende rejse, men alligevel en tilfredsstillende tudetur, hvis det er, hvad man trænger til.