I ‘Min nye veninde’ leger François Ozon helt fra start med den visuelle side og publikums opfattelse af denne. Med Anaïs Demoustier og Romain Duris i hovedrollerne har han også to skuespillere som let formår at matche ham.

Claire er bedste venner med Laura. Det har hun været lige så længe, de begge kan huske – i hvert fald lige så længe de har lyst til at huske. Uden hinanden er de nemlig intet, og de følger hinanden i alt, hvad de gør gennem livet.

Laura finder en kæreste, så det gør Claire også. Laura gifter sig med sin kæreste, så Claire gifter sig også med sin kæreste. Det er liv og glade dage, og Laura bliver gravid. Inden Claire når at få sin mand med på det område, bliver Laura dog syg, og hun ender med at dø under fødslen.

Skuespil af højeste klasse
Alt dette sker i løbet af meget kort spilletid og er blot startskuddet til et mindre eventyr, som Claire begiver sig ud på, efter hun opdager den hemmelighed, som Lauras mand går rundt og bærer på.

I rollen som Claire er Anaïs Demoustier ganske så formidabel, og hendes portræt af en genert og stille kvinde, som langsomt åbner op for omverdenen, er fantastisk levende at overvære.

Romain Duris spiller Lauras mand, David, og han er helt perfekt castet. Det er svært at komme nærmere ind på dette uden at afsløre for meget, men han har en helt særlig evne til at vise de forskellige sider af et menneske. Det er ikke så meget en kamæleoneffekt, da han spiller så fremragende, at man til enhver tid kan se ham være det samme menneske, men hans overgang fra én side af David til en anden, er utrolig.

En mester jonglerer
Ozon tackler temaer som kønsroller, en forælders ansvar og diskrimination på en befriende livlig og engagerende måde, men han gør det altid seriøst. Han jonglerer med stil, stemning og følelser som kun en mester kan. Jeg sad og ventede på, at han skulle træde ved siden af, men det skete aldrig.

Mange vil nok mene, at filmen burde føles udfordrende. Den handler om ting, som sjældent bliver bragt op i mainstreamfilm – eller hvad der i dette tilfælde i det mindste må siges at være ganske tæt på mainstream. Men den er opbygget på så tilgængelig en måde, håndværket er så bragende godt, at man til sidst ikke har nogen undskyldning. Se filmen – så bliver tankerne nok vækket derefter.

Om ikke andet kan man nyde de fantastiske præstationer fra Anaïs Demoustier og Romain Duris.