De kække forstadsbørn er tilbage i deres morbrors usikre forvaring, denne gang kækkere end nogensinde før. Selvtægt, dyremishandling og antydninger af diverse diskriminationer står igen i familiehyggens tegn.

Af Kasper Vegeberg

Det er Peter Mygind, der for anden gang ses som morbror til den brogede børneflok i Holte, og igen er Mille Dinesen den vrede jetset-lignende nabo, hvis forhold til børn er meget skiftende. Disse to  må være det eneste positive i filmen, der handler om, hvordan børnene i deres forældres tre ugers fravær må indtjene 30.000 kroner ved at opstarte et illegalt hotel derhjemme for at betale for en bule i farens bil. Det er, som om Dinesen og Mygind i nogenlunde grad kan finde ud af at tilføre en smule integritet til sine familiefilmsroller uden at gå på kompromis med, hvad filmen egentlig er.

Og hvad er filmen egentlig? Den er i det store hele alt, hvad man kan forvente af en film i en af de to mest kritikerforhadte (eller måske blot -ignorerede) filmserier i Danmark. Det er familiehygge, det er moralisering, og det er latter, som skulle have været der. Det er Min Søsters Børn!

Og alligevel er der endnu et element, som man ikke helt kan lade være med at undre sig lidt kritisk over. Filmen indeholder nemlig nogle iøjefaldende nedladende og specifikke stereotyper på flere menneskegrupper. Vi har den dybt nærige jyde, der kun tænker på penge og at vænne hjem til Jylland (ikke Varde, Randers eller Thisted – blot Jylland), men som et par snu københavnerbørn selvfølgelig let kan snyde penge fra. Vi har den fejlernærede, tatoverede og alment småkriminelle gelefyr fra Sydhavnen (et stærkt tilhørsforhold, han ofte gør os opmærksomme på). Vi har den rige fru Flinth, som med alle sine penge overkompenserer for, at hun ikke er i stand til at finde kærlighed. Og så selvfølgelig polakken Olga, som giftede sig med den danske sydhavnsmand for at komme til Danmark, hvor hun nægter at arbejde og derfor kun vil leve af at begå indbrud og nasse på nationens system.

At filmen er overlagt diskriminerende og racistisk er der nok næppe tale om, men man kan overveje som forælder, om fordommene er uskyldige og bare nogle skøre indfald i en film for børn – eller om de er skadelige for børnenes forståelse af alsidighed, fordi de netop er en del af en film for børn. Så kan debatten stå åben. Ligeledes er dyreelskere nok heller ikke glade for at se, hvordan den skøre familie lader flere guldfisk kvæle, så de kan servere dem rå for et par gamle asiater og dermed undgå ”selv” at dræbe dem.

Filmen tager de sædvanlige konventioner i brug med den nuttede lillebror, teenagestoresøsteren, den seje storebror og de skøre forbrydere, der gennemgår en Alene Hjemme (den ægte!)-plagieret sekvensrække. Der er ikke brugt penge på at tænke nyt og anderledes, men det er jo heller ikke det, man tager ind for at se, når man frivilligt betaler for en Min Søsters Børn-billet.

Så Min Søsters Børn: Alene Hjemme leverer den vare, den nu engang leverer, og var man tosset med resten af serien, ser jeg ingen grund til, at man ikke skulle være tosset med den her. Og den er trods alt bedre end Far til Fire-serien. Men det siger måske ikke så meget.