Af Natalie Anne Useche. Jean Beckers nye film Mine eftermiddage med Margueritte (org. La Tête en Friche) er en smuk og intens fortælling, der skildrer venskabet mellem Germain (Gérard Depardieu) og Margueritte (Gisèle Casadesus), på trods af de utallige forskelle der måtte være dem imellem. Udadtil kan det virke uforståeligt, hvad den midaldrende semi-analfabet og den 95-årige, belæste kvinde kan tilbyde hinanden, men efter flere eftermiddage i hinandens selskab bliver det tydeligere.

Undervejs i filmen bliver vi introduceret til Germains venner, familie og kæreste og her igennem får vi en stærkere fornemmelse for Germains karakter. Hans mor, som han endnu bor hos, har aldrig været kærlig ved ham og vennernes lette drillerier omkring hans svimlende mangel på almen viden har haft en kraftig og vedvarende effekt på hans selvopfattelse. Det første møde mellem Germain og Margueritte opstår da det går op for dem at de begge besidder en stor forkærlighed for parkens duer. Denne excentricitet binder dem sammen og herefter kan de mødes og nyde hinandens selskab, der fylder dem med glæden over ikke at blive dømt på sine mangler. Denne nyopståede fortrolighed til hinanden viser sig i Germains åbenhed, da han indvier Margueritte i sin manglende evne til at læse, og når Margueritte fortæller om hendes syn, der hastigt bliver værre.  Lysten til at læse er nu vækket i Germain og han begynder så småt at øve sig på Margueritte. Nu er Margueritte rolig, velvidende om at selv uden syn, vil hun ikke være foruden den litterære verden.

Filmen byder på grin, men disse grin er ofte efterfulgt at en akavet eller tragisk situation, der får publikum til at tænke sig om en ekstra gang. Indimellem ser vi også flotte passager, hvor vi får et indblik i Germains visualiseringer af Marguerittes højtoplæsning samt retrospektive barndomsoplevelser af forholdet mellem Germain og hans mor. Disse interessante og tragikomiske fremstillinger giver Germain en ekstra dimension, og gør ham fremtrædende i det klassiske franske landsbysamfund. Det er også værd at nævne Depardieus skuespil da denne film blandt andet er med til at vise, hvor mangefacetteret hans optræden kan være.

Filmen, der overordnet set er en feel-good film og indebærer mange af denne genres medfølgende klicheer, formår alligevel at overraske de underligste steder og vise, at også her kan venskab florere.