’Minions’ mindede mig umiddelbart om ’Timon og Pumba’ og lignende fra Disney-sjov – at tage de mest komiske indslag fra en rigtig god film og skabe en alt for fjollet samling af jokes, der ikke bindes sammen af et godt plot. Det er også til en vis grad tilfældet her, men ’Minions’ ender faktisk med at være en charmerende lille børnefilm.

’Minions’ er en efterfølger til ’Grusomme mig’ og ’Grusomme mig 2’, og vi har nu skåret alle hovedpersonerne fra og overladt filmen til de små gule sidekicks, ”the minions”. Filmen er en prequel, der handler om, hvordan disse minions endte sammen med Gru efter mange års søgen efter en ond hersker at følge.

Håndlangere gennem historien
Minions har fandtes længere end det meste andet liv på jorden, og de har således støttet alt fra T-Rex til Napoleon. Siden Napoleon har de dog befundet sig i en grotte, og det er først i 1968 (meget praktisk har de lige sprunget 1. og 2. Verdenskrig over), at tre minions beslutter sig for at rejse væk fra grotten for at finde en ny verdenshersker at følge. Det finder de i den ondskabsfulde Scarlett Overkill, som gerne vil være dronningen af England.

Minions er velmenende, men de er dumme og klodsede. Det var det, der gjorde dem charmerende i ’Grusomme mig’ og lidt for meget i ’Grusomme mig 2’, og det er også det, der skaber den overordnede tone i denne film. Vi så lige fra starten, hvordan de ved en fejl fik dræbt mange af de overhoveder, de forsøgte at hjælpe, og det føltes fra starten en smule træt. Joken var blevet gammel allerede i anden film, og det virkede ikke umiddelbart som om, der kom noget nyt i denne.

”BANANA”
Det ændrede sig imidlertid, da filmens tre hovedpersoner ankom til New York 1968, og det første, man så, var et billede af Richard Nixon, hvor der stod ”endelig et statsoverhoved man kan stole på”. I ’Minions’ genfinder ’Grusomme mig’-universet meget af den charme, der virkelig manglede i ’Grusomme mig 2’ i form af de flabede og til tider satiriske elementer, som med stor elegance placeres i for- og baggrund gennem hele filmen. Minions er vældig søde og charmerende, men det er virkelig det element af humor ved møderne med f.eks. en familie af bankrøvere, at filmen finder sig selv og ikke kun kører på ”BANANA”.

Filmen har et skønt soundtrack med 60’errock i højsædet, og de hippiejokes, der laves, rammer faktisk fuldstændig plet. 60’erne er en periode med uanede mængder af muligheder for komedie, og især filmens anden akt er virkeligt underholdende.

Prequel-problemer
’Minions’ lider under et problem, som mangen prequel lider under – vi ved præcis hvor filmens karakterer kommer til at ende. Det er ikke fordi, der normalt er den store risiko for, at børnefilm ikke ender godt, men man ved fra starten med sikkerhed, at Scarlett Overkill ikke vil være minions leder, når filmen slutter, og historien kommer til at virke meget overflødig. Det er dog ikke historien, der er i højsædet her, og det er nok den største grund til, at ’Minions’ ikke levet helt op til den originale ’Grusomme mig’. Den har dog nogle virkeligt sjove øjeblikke, og det hjalp da også på oplevelsen, at jeg havde en lille dreng, der skreg af grin hele filmen igennem, siddende bag mig.