Af Nicolai Meldgaard Eskesen

Fra det mindste til det største drama. Således kan forskellen mellem billedkunstner og filminstruktør Julian Schnabels seneste spillefilm Dykkerklokken og sommerfuglen og premiereaktuelle Miral beskrives. Fra en mands kamp og genoptræning efter en blodprop til konflikten mellem Israel og Palæstina fra førstnævntes oprettelse i 1948 frem til Oslo aftalen i 1993.

Julian Schnabel præsterer med Miral at være dumdristig og modig på samme tid. Dumdristig fordi den blodige og uhyre komplekse konflikt, der siden staten Israels oprettelse i 1948 har set forbrydelser begået af begge parter. Forbrydelser som er forsøgt beskrevet, belyst og løst i forhandlinger der stadig ikke har bragt fred til regionen. Hvad er så håbet for en spillefilm på 112 minutter, kan man ironisk spørge?!

Modet skal tilskrives Schnapel fordi han upåagtet af emnets kompleksitet, faldgruber og stereotyper filmen igennem insisterer på, at vise de store politiske udviklinger sideløbende med de personlige historier centreret omkring Hind Husseini(Hiam Abbass) og hendes børnehjem og skole for forældreløse palæstinensiske børn.

Gennem flere historier belyses forskellige sider af konflikten og filmen krydres med dokumentariske klip f.eks. fra seksdagskrigen i 1967, samt et ekspressivt billedsprog i kameraføring og belysning, som da vi første gang ser Nadia(Yasmine Al Massri), hvor et ultranærbillede af en sengestolpe zoomer ud til at publikum ser hende blive voldtaget. En hændelse hun aldrig kommer sig over, selv efter at hun møder Jamal og bliver gift med ham. Sammen får de datteren Miral(Freida Pinto), der bliver handlingens hovedkarakter i filmens sidste halvdel.

Miral er som omtalt en udfordring i sit emnevalg og mange vil utvivlsomt vælge filmen fra, da den ved første øjekast virker som en film skræddersyet til starten på temauge i samfundsfag på gymnasiet. Filmen er dog langt fra den dramatiserede samtidshistorie og Hallmarkkliche det så nemt kunne være blevet. Dertil er Schnabel for ukonventionel i sin stil.

Det største problem for denne anmelder er at Miral, som amerikanerne ynder at sige sige det er All over the place! Den vil være et personligt drama, politisk debatterende, poetisk i sit udtryk oven i en ensemblefilm der i den grad forfordeler de implicerede karakterer. Nogle får 5 minutters opmærksomhed andre en time.

Når det er sagt, så er Miral værd at se for den særlige billedekomposition Julian Schnabel mesterligt viste i Dykkerklokken og Sommerfuglen, samt for skuespillet af specielt Hiam Abass og Freida Pinto, der henholdsvis er bedst kendt for Citronlunden og Slumdog Millionaire begge fra 2008. De to kvinder gør at man næsten kan leve med filmens mange løse ender og diffuse handling.