Et skønt fluen-på-væggen indblik i livet hos en modtagerklasse bliver desværre hæmmet af sin egen nysgerrighed.

Man siger, at der er to ting, man aldrig skal arbejde med på film: dyr og børn. Begges adfærd hører til i den meget uforudsigelige ende. Noget man som regel gerne vil undgå under en filmproduktion.

Det gælder dog ikke for dokumentarfilm. Her omfavner man lettere det spontane kaos, som dyr og børn kan tilføre. De afspejler den uforudsigelighed, som livet nu engang rummer.

Kiet Engels er lærerinde i en modtagerklasse i Holland – herunder for en del flygtningebørn. Vi følger især børnene Haya, Leanne og Jorj, fra de er næsten ikke kan noget hollandsk, til at de og miss Kiet kan føre en samtale uden problemer. Der imellem ligger dog flere ugers arbejde ikke blot med sprog og adfærd, men også bearbejdning af de oplevelser som indtil da har præget børnene.

Børnene i centrum
Der er så meget charme og varme i denne her film, at det næsten er uudholdeligt. Den titulære miss Kiet er den eneste voksne vi stifter bekendtskab med, ellers skinner spotten på børnene.

De er alle forskellige. Haya er en bestemt lille frøken, der har det med at dominere især den yngre Leanne. En af filmens mest universelle scener foregår ude på legepladsen, hvor Haya trækker rundt med Leanne ved at holde i hendes hætte. Som en der selv har arbejdet med børn, så kan jeg ikke lade være med at smile over dette eksempel, hvor den lidt ældre pige lige glemmer, at Leanne er et menneske og ikke en forvokset dukke.

I den mere alvorlige ende finder vi Jorj, en dreng der sammen med sin lillebror Makseem er dybt traumatiseret af de ting, de har oplevet i det krigshærgede Syrien. Han er konstant træt, fordi han har mareridt om natten, og fordi han ikke har gået i skole før, er der i starten en modvilje mod at rette sig efter den nye autoritet Kiet. Langsomt men sikkert får hun dog lukket op for ham. Endda i en sådan grad så den i starten uvillige elev finder glæde og stolthed i at kunne sine tabeller.

Længden føles
Det er en god dokumentar, som instruktørparret Lataster har skruet sammen. Desværre mærker man dog dens spilletid på knap to timer. Der er lidt for mange unødvendige legescener, herunder et par som nok skulle vise børnenes udvikling, men blot fremstår som gentagelser af tidligere scener.

En lidt skarpere redigering ville have hævet filmen til det niveau den fortjener.

Ser man bort fra det, så er ’Miss Kiet’s Children’ et vidunderligt blik ind i børnenes verden. Især er det sjovt at se, hvordan de reagerer på kameraets tilstedeværelse. Fra filmens start har børnene vænnet sig til det, men da Leanne kommer til, kigger hun flere gange direkte ind i kameraet, og det samme gør Jorj. Stødt og roligt ”glemmer” de dog, at det er der og begynder på de små finurligheder, som børn nu engang laver.

’Miss Kiet’s Children’ bør være obligatorisk for samtlige lærer- og pædagogstuderende. Både med hensyn til hvordan Kiet formår at få børnene til at åbne op, men også hvordan børnene er når de voksne ikke kigger.