Hvis du ikke føler dig som en rigtig mand, så tag ud i naturen og find din rygrad – det er i hvert fald beskeden fra den norske film ’Mod naturen’.

’Mod naturen’ introducerer os til Martin, en norsk mand midt i trediverne med kone og søn. Martin døjer med manglende maskulinitet og kommer dagligt til kort over for andre mænd, både på kontoret og i den lille by han bor i. Det mener han i hvert fald selv, og det er vi på ingen måde i tvivl om. ’Mod naturen’ bruger nemlig voice-over i overvældende mængder, da ideen er, at filmen skal opleves, som var man inde i hovedet på Martin.

Voice-over skal ikke nødvendigvis bare sables ned uden omtanke, men hvis man bruger voice-over, skal man virkelig vide, hvad man kaster sig ud i. Martin Scorsese er en af de få, der altid slipper godt fra det. Findes der en film, som bruger voice-over bedre end Goodfellas? Det er usandsynligt.

Næsten alle andre end Martin Scorsese skal til gengæld passe meget på, hvis de vil bruge voice-over. Det kan så nemt blive til et dovent virkemiddel, som forklarer hvilke tanker vi skal gøre os, eller beskriver en persons følelser, uden at filmen reelt har vist os det. Det er netop, hvad der sker i ’Mod naturen’. Mange af de småfilosoferinger vi skal høre på er komplet uinteressante, og jeg sad og undrede mig over, hvorfor mange af dem overhovedet var inkluderet. Hvis der er nogen, der her vil byde ind med, ”det er realistisk, tanker er ofte trivielle,” så kan de godt spare sig. Bare fordi noget er realistisk er det ikke underholdende, eller for den sags skyld interessant.

Lys for enden af tunnelen – nåh, det er bare solen
Filmen er dog ikke helt elendig. Den er såmænd ganske godt lavet på mange punkter. Der er mange flotte billeder, og naturen som figurerer i titlen, bliver inkorporeret som en god medspiller, der supplerer den indre tankestrøm med skønne visuelle indslag.

Instruktøren i Ole Giæver er desuden en ganske dygtig visuel historiefortæller. Han kan sagtens finde ud af at illustrere pointer med Martins følelser og tanker uden at have en indre stemme, men det er som om, han ikke tør tage springet og føler behov for at fortælle i stedet for at lade folk tænke selv. Der er et par scener hvor han lader billederne tale selv, og de står faktisk ganske stærkt for sig. Giæver bruger også musik på en sjov måde, og der er godt flow i filmen, når han slipper dirigentstokken en smule i forhold til publikum.

Alt i alt kan jeg dog ikke anbefale ’Mod naturen’. Men der er da i det mindste en løsning, hvis man alligevel ender i biografen – når man er træt af at høre på Martins klynkeri, kan man altid se på solnedgangen.