Kærlighed gør ikke blind, hvis man allerede er svagtseende.

Det er sjældent, at man støder på en så sympatisk filminstruktør som Naomi Kawase. Den japanske Cannes-darling, som har været nomineret til Guldpalmen fem gange, fokuserer på samfundets svageste. Hun gør det med en næsten dokumentarisk realisme, men formår også at finde billedpoetisk skønhed i hverdagen.

Sidst var hun danmarksaktuel med ’Månen over kirsebærtræerne’, som på overfladen handler om pandekager med bønnemos, men som viser sig at handle lige så meget om spedalske japaneres udstødelse fra fællesskabet. I ’Mod solnedgangen’ er turen kommet til de synshandicappede.

Formidleren og fotografen
Unge Misako (Ayame Misaki) er en kulturformidler med hjertet på det helt rette sted. Hun skriver tekster, som forklarer, hvad der sker i film, til folk der ikke selv kan se det. Når først beskrivelserne af de levende billeder er blevet indtalt af en oplæser, kan de således blive formidlet til en blind biografgænger gennem en øresnegl.

I en testgruppe, der skal vurdere hendes skrevne genfortælling af en ny film, møder hun den halvblinde Masaya (Masatoshi Nagase) – en landskendt fotograf, som er ved at miste synet og dermed, ikke uden bitterhed, må sande, at karrieren er ovre. Selvom de kommer dårligt fra start, da Masaya giver hård kritik til Misakos formidlingsevner, rykker de efterhånden hinanden nærmere.

Det er måske set før, at en ærgerrig ung kvinde puster noget livsglæde ind i en træt og uforsonlig mand, men man kan alligevel ikke lade være med at bekymre sig om forholdet, der opstår mellem Misako og Masaya og faktisk er mindre romantisk, end filmplakaten antyder. Kun en eneste gang kysser de, og det er ikke engang et særligt pænt filmkys. Men de to skuespillere har en god kemi, og de er ikke ligefrem ubehagelige at kigge på.

Investeret i kunsten
Dramaet synes i lige så høj grad at handle om menneskers forhold til kunst som til hovedpersonernes spinkle romance. Det er også her, filmen er mest interessant.

For eksempel når vi følger Misakos diskussioner med sig selv og testgruppen, mens hun gentagne gange skriver sit filmreferat om. Her stiller hun flere gange spørgsmål til sin egen fortællerposition: Hvordan kan hun formidle en film med ord uden at pådutte lytterne sin egen fortolkning? Hvor lidt og hvor meget skal hun fortælle for at give plads til deres egen forestillingsevne?

Muligvis er det også snarere Misayas kunst end hans person, hun tiltrækkes af. I særdeleshed et fotografi af en skrigorange solnedgang fremtvinger minder om en afdød far, hun efterhånden har glemt. Måske kan hendes følelser for fotografen bag også forbindes til faderfiguren?

Det er ganske befriende, at ’Mod solnedgangen’ ikke giver alle svarene, men i stedet lader kærlighedsfortællingen være åben. En sidehistorie om Misakos senile mor kunne dog godt have fået mere tid, for det kan være svært at føle for en person, man kun har mødt flygtigt, og som udebliver fra fortællingens midte.

De færreste burde imidlertid have problemer med at lade sig betage af filmens æstetiske kvaliteter, som tydeligt går i tråd med tematikken om at miste synet. Flere gange blændes vi af solen skarpe stråler, og andre steder begrænses vores udsyn til Misakos forundrede ansigt og Misayas mørke øjne. Når filmen er slut, bliver de sensuelle billeder siddende i én.

Foto: Øst for Paradis