Er dette endnu et eventyr, der efterlader dig et hulkende vrag? Det kan du roligt tro på. Årets nye Disney-prinsesse bevidner om sammenhold og nyt liv midt i en verden af kaos.

Hvis der er bare én film, der skal ses i biografen i år, så kan Disneys nye fortælling godt gå hen og blive en stensikker vinder.

… Men det kan man jo ikke rigtig lige nu.

I stedet lander ’Raya og den sidste drage’ på Disney Plus. Selvom det er ærgerligt, at man ikke kan opleve den overdådige natur i det fiktive land Kumandra på det store lærred (og selvom det ikke er en musical, øv) – så er den mindst lige så meget værd derhjemme.

Menneskets fejltrin

Den unge Raya (Kelly Marie Tran, ’Star Wars: The Last Jedi’) ridder rundt i en gold ørken på sit forvoksede bæltedyr Tuk Tuk (Alan Tudyk, ’Rogue One’), tilsyneladende helt alene i verden.

For lang tid siden var der dog et forenet land, Kumandra, hvor alle mennesker levede i harmoni med de storslåede drager. Og prinsessens fjender bliver hurtigt fastslået, og det er én, netop menneskerne er skyld i.

Monsteret, eller det vil sige, det beskrives mere som en forbandelse, er Druunen, en mørk sky, der opsluger alt der rører på sig og forvandler det til sten.

Pesten er født ud af menneskelig fjendtlighed.

Den har altid været der dybt under overfladen, som et rovdyr, der tager sig tiden til at få fat i dets bytte. Og mens dragerne hjalp menneskeligheden midt i sorgen, blev folket kun mere opslugt af konflikt.

Endnu mere Kelly Marie Tran, tak!

Skuespiller Kelly Marie Tran baner vejen som Disneys første sydøstasiatiske animations-prinsesse, og er i godt selskab med all-Asian castet (bortset fra bæltedyret) bestående af blandt andre Gemma Chan, Sandra Oh og Benedict Wong. Men hvor er det dog vidunderligt, at hun endelig får lov til at stå i rampelyset.

Tran leger med de store følelser og kan få enhver til at tude, bibeholdt af de overdådige vandfald, geniale kampscener, og farverige bygninger, hvor hvert penselstrøg nærmest går ind under huden.

Hun lægger stemme til en stædig kriger, og vogter af dragestenen, der drager ud for at finde den allersidste levende drage (Awkwafina, ’The Farewell), der siges at kunne kurere forsteningerne. Og hun møder flere personligheder på sin vej (mange store dyr, sjovt nok), men målet er egentlig aldrig kun så ligetil.

Nej, vores heltinde skal lære at stole på andre, noget hun aldrig har kunnet siden landet blev opdelt i splid.

Hun er følsom, viljestærk, hidsig og nysgerrig, og vi får lov til at se Raya åbne sig op for venskab skridt for skridt.

Det er skønheden i skrøbeligheden.

Rapunzel-syndromet

Jeg finder ikke andet end glæde i filmen, og den fortjener derfor også hvert eneste rosende ord i dens retning. Der er bare lige det med dragen.

Awkwafina er som altid uforlignelig og har humoren i sin hule hånd – også når hun er tvunget til at være børnevenlig.

Men siden ’To på flugt’s premiere i 2011 har fans lagt mærke til, at Rapunzels store naive øjne og opstoppernæse nærmest blev copy pastet over på ’Frost’s Elsa og Anna, og i dag er det altså de mytiske væsner, der lider af det såkaldte same face syndrome.

Det er altså lidt skræmmende med en gigantisk drage med menneskeansigt.

Men det er hurtigt tilgivet. I ’Raya og den sidste drage’ ser vi storslåede folkeslag og føler magien helt ud i fingerspidserne.

Den nye Disney-prinsesse bringer fred i mit sind og lærer samtidig børn vigtigheden af at kunne stole på hinanden. De lilla blomster, der én efter én rammer vandoverfladen, er et vidnesbyrd om, at vi altid er stærkere sammen, end hver for sig. Vores heltinde giver menneskers selviskhed den helt store mavepuster.

Men den ville nu også være virkelig god som musical. Snøft.