Seks babyer og en flok stereotype roller er måske en god idé på papiret… måske ikke…

Alt ånder af idyl, og musikken svøber sig omkring mig som en lækker lun dyne af nostalgi og gode vibes. Desværre begynder ’Mødregruppen’ lige så stille og roligt at udvikle sig til en forvasket og slidt dyne, som er forsøgt lappet sammen på super sjusket vis, hvilket flår mig ud af historien og væk fra biografoplevelsen.

’Mødregruppen’ er fortællingen om den snobbede Line (Danica Curcic), som, efter at have taget den grådige og nedladende husbond Bjørn (Anders W Berthelsen) i at gnaske i filippiner-barnepigen, smutter fra hjemmet i Hong Kong med baby og stiletter under armen. Hun søger tilflugt i den landsby, hun selv forlod, efter at have lukket familiens keramikfabrik ned, for at gøre firmaet internationalt og opnå større profit. Det bliver et møde med fortidens uafsluttede kapitler og en farverig stereotyp mødregruppe.

Den nuttede baby
Mange mener, at børn og hunde på et film-set er en dårlig ide. Både fordi der nemt kan forekomme uforudsigelige situationer, samt at man ofte ikke har uanede mængder af tid til rådighed til at få en scene godt i kassen. Derfor er det også utroligt modigt af instruktør Charlotte Sachs Bostrup, som flere steder i filmen har hele seks babyer med på én gang, og flere steder fremstår de små da også rigtigt nuttede og ukomplicerede, hvilket kan diskuteres om det gør filmen endnu mere fjern fra virkeligheden og dertil sværere at relatere til.

Man kan godt undre sig lidt over, at en film, som har kostet over 20 millioner kroner, kan fremstå så sjusket og elendig. Flere steder virker skuespillet påklistret og super karikeret, hvorfor man også kan undre sig over, at Danica med hendes talent er endt på denne produktion. Det virker, som om instruktionen ikke har fundet sin vej ind til det store talent, ligesom resten af mødregruppen fremstår flakkende og flade.

Den sjove farmand
Heldigvis for filmen er Martin Høgsted med som Lines kusines mand Mikkel. I sammenspillet mellem kusinen (Julie Agnete Vang) og Mikkel opstår skønne, troværdige og genkendelige situationer, som nok de færreste, der lever i et parforhold, kan undgå at trække på smilebåndet af. Disse elementer redder filmen fra at blive en katastrofe og fuldstændig intetsigende.

Under de karikerede karakterers sammenspil ligger budskabet om det rigtige venskab på tværs af forskellighed og samfundsklasser, og dertil opstår temaer, som er topaktuelle i nutidens overfladiske samfundsfokus, men på grund af fremstillingens sjuskeri kommer de til at fremstå forudsigelige og ligegyldige, hvilket er ærgerligt, da udgangspunktet kunne have været nytænkende OG sjovt.

’Mødregruppen’ finder ikke den vibe, som filmen lægger op til i begyndelsen, og derfor går jeg ud af biografen med en følelse af en dårlig nats søvn med en alt for kold og slidt dyne.