Gammel mand i ny bil og mørkt spansk drama. Her er min beretning om dag 12 på CPH PIX.

En aldrende mand i en nyvasket, brændende rød convertible speeder igennem Gothersgade og bremser hårdt op i krydset ved Nørreport station. Højlydt tysk slagermusik brager ud af bilens højtalere, og da jeg kigger efter bilisten, stirrer han tilbage med et blik, der spørger, om jeg har et problem. Denne mand er the shit.

Dette lille intermezzo efterlader mig glad og opløftet, og jeg fortsætter smilende ned ad vejen til Cinemateket. Her skal jeg se det spanske drama ‘Magical Girl’, der snart skal få mig ned på jorden igen. Filmen omhandler den arbejdsløse folkeskolelærer, Pedro, hvis datter er dødeligt syg. For at skaffe penge til en vanvittigt dyr japansk kjole til hende, begynder Pedro at afpresse den lettere ustabile kvinde Barbara. Talrige misforståelser og dårlige beslutninger får gradvist konflikten til at eskalere, og snart er der ingen vej tilbage.

Vi følger på skift de forskellige personer, der er involveret i fortællingen. Ved at se konflikten fra forskellige synspunkter, får vi sympati med alle sider i den tragiske affære, og ingen af karaktererne kommer til at fremstå onde eller usympatiske. Filmen beror på et intelligent og velkomponeret manuskript, der i de stærkeste øjeblikke er en opvisning i, hvordan man kreativt og med stor gevinst kan lege med en fortællings form og struktur.

‘Magical Girl’ balancerer hele vejen igennem dens 127 minutter lange spilletid på et knivsæg mellem humor og seriøsitet. Denne svære balancegang lykkes godt i den første halvdel af filmen, hvor historien både er gribende og morsom.

Desværre ender plottet med at blive så mørkt, at humoren bliver væk og aldrig dukker op igen. Den udskiftes med en næsten ubærligt tragisk slutning, der efterlader en med en følelsesmæssig mavepuster og en formindsket tro på menneskeheden.

Dette er en skam, da den kulsorte humor er noget af det bedste og mest mindeværdige ved filmen, og slutningen føles herved en smule utilfredsstillende.

Da rulleteksterne går henover lærredet, er al den glæde og energi, som den fandenivoldske Hansi Hinterseer-entusiast kort forinden havde pustet ind i mig, forduftet. Jeg rejser mig fra biografsædet og vandrer lettere nedslået ud i den kolde aftenluft.