Ny dansk spændingsfilm skal leve op til en glimrende forgænger, og selvom ’Mørkeland’ ikke er lige så komplet et værk, så leverer den stadig særligt en ting: spænding.

Det er efterhånden 20 år siden et ungt Filmskole-talent ved navn Nicolaj Arcel fik lov at debutere som spillefilmsinstruktør med filmen ’Kongekabale’. En glimrende fortælling baseret på Niels Krause-Kjærs roman af samme titel, filmatiseret effektivt med et dansk stjernecast.

’Mørkeland’ er ligeledes baseret en på roman af Niels Krause-Kjær, der fortsætter historien om graverjournalisten Ulrik Torp (Anders W. Berthelsen) 20 år efter 1’erens begivenheder.  

På et eller andet tidspunkt mellem de to fortællinger er Torp trods sine bedrifter blevet offer for journalistbranchens hårde konkurrence, og blevet fyret fra redaktionen på den fiktive avis Dagbladet. I starten af ’Mørkeland’ lander han dog igen en stilling hos Dagbladet, men denne gang er det på en noget mindre glamourøs facon. Nemlig som praktikant side om side med studerende, der er yngre end hans egen datter.

Selve filmen er også mindre glamourøs end sin forgænger. Rollelisten er ikke nær så stjernespækket, ligesom instruktør Mikkel Serup ikke instruerer skuespil lige så godt, eller er lige så raffineret en æstetiker som Arcel.

Tilbagegangen i filmholdets kaliber kan derfor også mærkes i skuespillernes præstationer. Til gengæld har ’Mørkeland’ ligesom ’Kongekabale’ et stærkt dramaturgisk fundament at stå på. Det litterære oplæg er nemlig skrevet af en højt begavet forfatter, hvis professionelle erfaring i pressen og på Christiansborg kan mærkes i hans fortællinger. 

Der er godt nok også skruet op for, hvad der er på spil for Torp i ’Mørkeland’. 

Farligere end forgængeren

Den nye fortælling bevæger sig væk fra den førstes meget beherskede, virkelighedstro skildring af magtkampe og beskidte tricks mellem politikere på Christiansborg og over i mere konspiratorisk decideret krimiterritorium. Dog uden at decideret forlade det politiske aspekt. Torps første opgave tilbage på Dagbladet bliver at undersøge mordet på en ung mand fra indenrigsministeriet.

1’erens udspekulerede pressechefer, grådige politikere og småkorrupte redaktører er skiftet ud med mere barske og mystiske bagmænd, der bestiller indbrud og likvideringer. Alligevel bliver det flettet elegant ind i en fortælling, der ligesom 1’eren forholder sig til en folketingsvalgkamp, hvor ikke alle spiller fair. Denne gang er der særligt fokus på et meget højreorienteret parti, som er i stor fremgang, til manges bekymring. Heriblandt Torp, der ovenikøbet til stor frustration må forholde sig til, at hans datter gifter sig med et dedikeret medlem af partiet.

Den mere krimiorienterede retning klæder Serup, der mest er kendt for sit arbejde i netop den genre (han medvirkede bag kameraet på serierne ’Forbrydelsen’ og ’Kastanjemanden’). Han forstår at bygge spænding gennem en dyster billede- og lydside, og det er til tider rigtig effektivt. På den lange bane tyndslider filmen dog den mørke, grålige og i længden enormt kedelige ”Nordic noir”-æstetik, som den danske film- og tv-scene i det hele taget er lidt for begejstret for.

Fortællemæssigt holder spændingen til gengæld hele vejen igennem. Af og til føles enkelte drejninger lidt søgte og som nemme løsninger for at få puslespillet til at gå op, men overordnet er der tale om et spændende, velstruktureret konspirationsmysterium fortalt i et effektivt tempo.

Journalistens integritet

Det er tydeligt, at det er i krimi-elementerne og spændingsopbygningen, Serups forcer ligger, og det er utroligt vigtigt for, at thrilleren virker. Desværre bliver karaktererne ikke realiseret og skildret med samme effektivitet. Som om den del af oversættelsen fra bog til film ikke er gået lige så godt i denne omgang.

De tilbagevendende skuespillere i de centrale roller leverer solidt arbejde, men nogle af de yngre kræfter i de nye roller falder lidt igennem. Det skyldes både at dialogen for ofte er karikeret og stiv, såvel som at der simpelthen mangler kvalitet i nogle af skuespillerpræstationerne.

Det mest frustrerende eksempel er, at der stilles et ganske lovende garvet-veteran/uprøvet-grønskolling makkerskab op mellem Torp og den unge praktikant Simon (Patrick A. Hansen). Deres dynamik lægger egentlig både op til et charmerende venskab og en udforskning af et generationsskifte i journalist-erhvervet. Dialogen mellem dem er bare alt for plat og karikeret skrevet, og Hansen har hverken den komiske timing eller det rette temperament til at få noget særligt underholdende ud af sin rolle.

Nogle af fortællingens ideer kommer altså ikke særligt effektivt til udtryk. Heldigvis skinner filmens mest centrale tematikker både tydeligt og effektivt igennem. Nemlig forfatter Niels Krause-Kjærs gennemgående og passionerede budskab om vigtigheden af journalistens integritet.

I ’Kongekabale’ er det karriereambitioner og udviskningen af grænser mellem journalistik og politik, der bringer fagets integritet i fare. ’Mørkeland’ er mere interesseret i ideologi. Der er mere fokus på den politik, der føres, såvel som de filosofiske tanker, der ligger bag aktørernes handlinger og Torps søgen efter sandheden. Det er skidehamrende spændende.

Og det er netop det, der redder ’Mørkeland’. Trods filmens frustrerende mangler er mysteriet og det, der siges om ideologi stadig enormt spændende.