Vi befinder os i en nær fremtid. En ny lov dikterer, at forældre nu selv kan tage sig af deres diagnoseramte børn, hvis institutionerne ikke magter det. Diane, også kendt som Die, henter derfor sin søn, Steve, på den institution, hvor han netop har sat ild til cafeteriet. På vejen ramler hun ind i en anden bil. Men der skal mere til at stoppe en kvinde som Die.

Steve lider af ADHD. Det ene øjeblik er han som en kærlig hundehvalp, der ikke ønsker andet end sin mors uforbeholdne kærlighed. Det næste er han i færd med at kvæle hende i vrede. En art balance opstår dog, da den forsigtige nabokone Kyla begynder at frekventere det hyperaktive hjem. Snart udgør de tre karakterer en vanvittig, men fascinerende ménage-à-trois, hvis lige man nok kun finder på udkanten af virkeligheden.

Den dolanske sfære
Efter kun fem film er canadiske Xavier Dolan kendt og berygtet for den hipstersmarte popstil, der gennemsyrer hans stiliserede værker. Med et farverigt univers, der omsluttes af et kvadratisk 1:1-format, er ’Mommy’ bestemt ingen undtagelse. Dertil kommer det poppede soundtrack med toner fra bl.a. Dido, Lana del Rey og Céline Dion. Mødet mellem disse elementer er netop det, der rykker ’Mommy’-universet op i den særlige, forførende dolanske sfære.

Da jeg stiftede bekendtskab med instruktøren i filmen ’Heartbeats’, forekom denne særlige stil mig lækker, men en anelse manieret – hvilket da også var meningen i en film, der tematiserede den destruerende distance de unge hovedpersoner imellem.

Det er imidlertid slet ikke tilfældet i ’Mommy’. I stedet for at virke ”for smart” og opretholde kølig distance, har stilen her en modsat indlemmende effekt, der samtidig kløgtigt underbygger filmens problemfyldte tematik.

En pulserende kukkasse
Det kvadratiske kukkasseformat giver seeren en klaustrofobisk følelse af at være fanget af de selvsamme bånd, der binder Die og Steve sammen i en evig kamp mellem incestuøs hengivenhed og livsfarlig vrede. Kun i få velvalgte scener folder billedet sig helt ud til lærredets kanter. I disse øjeblikke er det som at ånde lettet op og seere såvel som karakterer får, omend kun kortvarigt, en velfortjent pause fra problemernes stramme bånd.


Soundtracket har ofte lignende funktion. De velkendte halvfemserbeats skaber et frirum, hvor især Steve får mulighed for at udtrykke sine følelser og drømme. I en herligt kitschet midtfilmsmontage drøner de tre hovedpersoner igennem byen på cykel og skateboard til lyden af det gennemgnaskede Oasis-hit ’Wonderwall’. Scenen er næsten utilgiveligt plat og fantastisk befriende på én og samme tid. Med andre ord passer den perfekt ind i filmens bedårende skæve dynamik.

Macauley Culkin på stoffer
Mest dragende er dog historiens vanvittige personkonstellation. Antoine-Olivier Pilon kan i rollen som Steve bedst beskrives som en sexet teenageudgave af Macauley Culkin på stoffer: fandens elskværdig og dog hyperirriterende som ind i helvede.

Anne Dorval er ligeledes fantastisk som den frygtløse powermor, Die, der med et hjerte af guld og en mund fuld af lort prøver at få det hele til at løbe rundt. Og Suzanne Clément er betagende mystisk i rollen som Kyla, den underlige superlim, der holder sammen på hele baduljen. I hvert fald et stykke hen ad vejen.

Fløjlspop og guldhjerter
’Mommy’ er på mange måder meget mere end et kækt stileksperiment. Canadas nye wonderkid, Xavier Dolan, udfordrer grænser både visuelt og tematisk dog uden at skvatte ud over kanten. Han skaber på én og samme tid et univers, der er vanvittigt fremmed og sprængfarligt indlemmende. Dermed viser han, at stilisering ikke nødvendigvis er ren blær og overflade, men at der under de fløjlsbløde toner fra Lana del Rey godt kan gemme sig et kæmpestort, blødende hjerte af guld.