I en bouillonterning af franskhed møder vi et stormfuldt kærlighedsforhold i Paris mellem en charmerende restauratør og en fyrig kvinde, hvis erhverv ikke spiller nogen rolle. 

I en skiulykke river Tony (Emmanuelle Bercot) ledbåndene over i sit ene knæ. Hun må derfor på et rehabiliteringscenter for at blive genoptrænet og lære at gå igen. Her kigger hun tilbage på sit stormfulde forhold til Giorgio (Vincent Cassel), hendes eksmand og far til hendes søn, der tilsyneladende har bestået af lige dele kærlighed og had, og som måske indirekte er skyld i hendes skadet knæ.

Giorgio er klaphat, men han kan tydeligvis også charmere tøjet af de fleste. Han møder Tonys usikkerheder med omsorg, men udnytter dem imod hende, når han er vred. Og han drager tydelig fordel af, at det er Tony, der fysisk hænger på graviditeten, men samtidig har han en oprigtig kærlighed og interesse til sin søn. Det er intet under, at Tony er frustreret, men man forstår også godt, hvorfor hun føler trang til at forsvare Giorgio over for sin kritiske og bekymrede bror.

Fransk passion
’Mon Roi’ var med i hovedkonkurrence ved Cannes Filmfestival i 2015, hvor Emmanuelle Bercot, der spiller Tony vandt for bedste skuespillerinde. Filmen er da også fuld af ting, man forbinder med Frankrig: god mad, vin, store kærlighedserklæringer, voldsomme skænderier, modebranchen og såmænd også en udsigt med Eiffeltårnet i midten. Man kan høre det frankofile publikum juble på lang afstand.

Desværre kan mange af disse ting også virke afskrækkende. Filmens grundlægende analogi med knæskaden som symbol på Tonys knækkede sind virker en smule søgt, og de store følelsesudbrud er konstante og skærende. Når Tony er ked af det, er hun ikke bare ked af det. Hun skriger og sparker og snotter hele lærredet til, og når hun er glad, er hun ekstrem overgearet, som en teenager der lige har opdaget barcadi breezers. Ud over det apatiske tomme blik hun har på rehabiliteringscenteret, er der stort set intet stadie imellem disse to, hvilken gør det både svært at holde af Tony, og endnu sværere at forstå, at Giorgio gør.
Højtråbende Hjerte
Generelt mindre filmen om det der irriterende par, der sidder ved nabobordet på en restaurant, og har alt for travlt med at vise, hvor passioneret og spontane de er. I en lang montage, ser vi fx de nyforelskede Tony og Giorgio prøve alle smykker i smykkebutikken, fordi de simpelthen bare er så tossede. I en anden scene har Tony og nogle unge fyre, der også er på rehabiliteringscenteret, en mærkelig samtale om hinandens kropsdeles etnicitet. Disse scener er både forfejlet, og så skygger de for andre ellers vigtige scener, hvor man ser Tony og Giorgio være oprigtige over for hinanden, eller hvor fyrene spørger Tony, hvorfor hun egentlig hænger ud med dem, der trods alt er en 15-20 yngre end hende (noget, undertegnet heller ikke fandt ud af).

Historien om det komplicerede forhold er set rigtig mange gange, og en film som denne kunne formegentlig have fortalt den meget bedre, med meget mindre. Ret skal være ret, dette er nok en smagssag. Andre vil måske kunne finde noget oprigtig i Tonys konstante yderpunkter og dramatiske anfald, men for undertegnet siger denne film hverken noget nyt eller nødvendigvis noget interessant om kærligheden.