Det er de små detaljer, der tæller i denne tredelte historie om en mor, søn og lærer, hvis liv bliver skræmmende afhængige af hvem, der fortæller sandheden.

Den yderst produktive, japanske instruktør Hirokazu Kore-eda har endnu engang lavet en utrolig flot og velfortalt historie. Det er andet år i træk, at Kore-eda er nomineret til den fornemme Guldpalme i Cannes. Det blev dog i stedet til en Queer Palm og prisen for bedste manuskript. Interessant nok, når nu det er første gang siden sin debut, at instruktøren ikke selv har skrevet manuskriptet, men har overladt opgaven til Yûji Sakamoto. 

Filmen fortæller én historie fra tre forskellige synspunkter; morens, sønnens og lærerens. Vi starter hos Saori, der har mistet sin mand og nu bor alene med sønnen Minato. Drengen, der går i 5. klasse, begynder pludselig at opføre sig mærkeligt, og Saori finder ud af, at han blevet overfaldet fysisk og psykisk af idrætslæren Hr. Hori. Hun går derfor til ledelsen og forsøger at overbevise dem om, at læren burde fyres, men møder ikke andet end undskyldninger og passive blikke.

Hr. Hori påstår samtidig, at Minato er med til at mobbe en anden dreng i klassen, Yori, selvom Yori siger, at han og Minato er gode venner. Det er altså en mystisk og forvirrende historie, der dog formår at tage publikum i hånden og få de løse ender til at mødes.

Hvem taler sandt?

Det mest mærkværdige ved filmen er, at den fortæller den samme historie tre gange, uden at blive kedelig eller langtrukken. Som historien udfoldes, opstår der en tvivl om, hvorvidt vi faktisk får fortalt sandheden. Både fordi karakterernes forklaringer stikker i så mange forskellige retninger, men også fordi, det bliver tydeligt, at flere af dem lyver.

Kameraet gør det dog tydeligt, hvem vi skal have sympati for. Det er meget iøjnefaldende, hvordan man eksempelvis fra morens perspektiv aldrig ser sønnens ansigt. Hver gang hun spørger ind til, hvorfor han opfører sig anderledes, ser vi udelukkende hendes bekymrede ansigtsudtryk. Selvom vi (heldigvis) ikke ser de præcis samme scener to gange, kan man mærke forandringen i hvor kameraet er placeret fra de andres perspektiv.

Det eneste, der ikke har ramt helt plet i denne fortællestruktur er tempoet. Hele første del virker enormt forhastet. Især i forhold til Minatos gradvis mærkeligere adfærd, men også morens møder på skolen. Når vi derefter følger Hr. Hori føles tempoet meget mere afslappet og man lærer ham at kende samtidig med, at hans profesionelle virke bliver udfordret. Det er kun i den sidste del af filmen, at tempoet føles naturligt, idet brikkerne falder på plads. 

En indre katastrofe 

Det er tydeligt, at der er mere på spil end hvad karaktererne giver udtryk for. Det ses ikke kun i fortællestilen, men også i de hændelser, der sker omkring dem. Filmen starter ud med en bygning i brand og slutter med en tyfon. Begge dele virker meget symbolske for det kaos, som præsenteres for os som publikum, men også det hovedkaraktererne hver især gennemgår. 

Saori forsøger desperat at forstå hvad der foregår og Hr. Hori bliver mere og mere desperat efter at stoppe anklagerne mod ham. Minato lider under hierarkiet i skolen, mens Yori bliver mobbet. 

Endnu mere interessant er det at tænke på, at bygningen i starten ikke berører nogle af dem personligt, da de alle sammen observerer hændelsen fra lang afstand. Tyfonen står de dog midt i og bliver i symbolsk forstand konfronteret med virkeligheden.

Hirokazu Kore-eda forstår virkelig at lave vidunderlige, anderledes fortællinger. Selv blev jeg først opmærksom på ham efter jeg anmeldte ‘Regnen Skyller Alt Bort’ i januar 2023, og ‘Monster’ må siges at være lige så kompleks og velskrevet. Selvom filmens tempo føles lige så mystisk som handlingen, er fortællestillen ret gennemført.