Én af musikhistoriens absolut vildeste karrierer bliver i Brett Morgens ’Moonage Daydream’ flot og farverigt formidlet i højt tempo, men ved ikke hvem den henvender sig til.

Skrevet af Mathies Sætre Rasmussen

Den skærende kontrast mellem den flamboyante og frigjorte Bowie og de forundrede jakkesæt der interviewer ham, bliver efter en indledende meditation over konceptet tid, etableret gennem klip fra tv og koncerter, der understreger sangerens enorme stjernestatus.

Hvor skal man begynde med David Bowie? Ifølge dokumentarist Brett Morgen, midt i det storslåede kaos der omsluttede den ikoniske Ziggy Stardust-karakter Bowie skabte i 1972.

Let’s Dance

Altså er der i ’Moonage Daydream’ ikke tale om en slavisk gennemgang af David Bowies årtier lange karriere i musik, film og kunst eller en kronologisk opridsning af personen bag navnet David Bowie, David Robert Jones, snarere et kurateret sansebombardement af musikvideoer, interviews, grafik og klip fra 49 forskellige film, der tilsammen belyser både Bowies kunstneriske indtryk og hans kreationer.

Disse inspirationskilder benyttes ofte på veloplagte lejligheder, såsom kombinationen af Bowies iagttagelser af det moderne menneskes behov med klip fra Fritz Langs storfilm ’Metropolis’ fra 1927. Eller senere den slående lighed mellem en udmagret Bowie og den ikoniske vampyr fra F. W. Murnaus ’Nosferatu’ (1922).

En særlig fornøjelse er det at høre Bowie selv, fortælle om sine kunstneriske og livsmæssige overvejelser fra forskellige tidspunkter i karrieren. Dette element er også kernen i filmens tilblivelse, da en del af dem stammer fra materiale som Morgen har fået enestående adgang til.

Changes

Det er fascinerende at høre om overvejelserne bag de mange og voldsomme skift i både kunstnerisk udtryk og livsstil. Bowie selv udtaler i filmen at han ville have den ultimative menneskelige oplevelse i sit liv og at han så sig selv som et eksperiment.

Samtidig viser hans slående men sjældent sete malerier den ensomme og oversete side af mennesket og kunstneren.

Dog nærmer ’Moonage Daydream’ sig aldrig den intimitet Morgen opnåede i hans dokumentar om et andet stort musikalsk ikon, Kurt Cobain, i ’Cobain: Montage of Heck’ fra 2015.

Mennesket Bowie forbliver for det meste et mysterium i ’Moonage Daydream’. Sangeren giver spændende og velovervejede anskuelser om at være levende i livet, men deler ikke mere end højst nødvendigt ud af tanker og følelser angående eget privatliv.

Der er heller ingen andre kilder til at give det personlige indblik, såsom venner eller familie, som man kender det fra klassiske dokumentarportrætter.

Moonage Daydream

Det er en fornøjelse at nyde de overvældende indtryk Morgen har sprængfyldt ’Moonage Daydream’ med og den dyrker sublimt David Bowie som drømmernes ikon.

Selvom der ingen er som ham, er han inspirerende som drøm. Den drøm han havde om sit eget liv og som han gjorde til virkelighed.

Det er godt stof at drømme om, og en hyldest af hvor fantastisk det er at være i live, som Bowie også selv udtrykker hen imod slutningen af filmens 2 timer og 20 minutters spilletid.

Spilletiden bruges som sagt ikke på at gennemgå alle hændelser i Bowies liv, men der er også for mange til at det giver mening. Nogle årtier glider filmen hurtigt henover og projekter som Tin Machine bliver ikke nævnt, men af den grund ingen alarm. Den dvæler ved velvalgte og udslagsgivende tidspunkter.

Dens hurtige stil, der ikke spilder tid med at forklare sig selv, forudsætter at seeren følger opmærksomt med og i et vist omfang har et forhold til Bowie. Derfor er det en skam at man ikke får mere af den personlige intimitet der var så stærkt et element i ’Cobain: Montage of Heck’. Den seer der kan følge med i filmen ser ikke meget nyt i den.

Disse kan til gengæld svælge i masser af musik og fantastiske Bowie-dansesekvenser, såsom til ’Let’s Dance’, der får lov til både at være det fantastiske dansenummer det er, selvom det ikke markerer det største kreative nybrud.