Dardenne-brødrene har lavet en coming of age-film om en jihadist. Det indre drama i Ahmed er nervepirrende, så man kan mærke det til fingerspidserne. 

 

I ’Unge Ahmed’ (Idir Ben Addi) følger vi en 13-årige, krølhårede, bebrillede dreng , der vil slå sin vantro lærer ihjel.

Det er den mærkværdige titelperson, der gør Dardenne-brødrenes nyeste film interessant.

Han er nok den mest atypiske religiøse ekstremist, jeg kunne forestille mig, mine fordomme taget i betragtning.

Ahmed går konstant foroverbøjet, som var han bange for at se ud over dét, der sker inde i sit eget hoved. Han har en gestik som et barn, hænderne holder han næsten som en Tyrannusaurus Rex akavet svævende ud fra kroppen.

I billedet ser vi næsten hele tiden Ahmed praktisere sin tro. Det virker til, han er tiltrukket af troens vægt på spirituel renhed – tæt grænsende til egentlig bare renlighed med gentagende skud af ham fordybet i håndvask, næsevask og mundvask.

Det gør ham til et let bytte for en radikaliseret imam. Ahmed beslutter sig for at dræbe sin vantro lærer med en urtekniv. Heldigvis lykkedes han ikke – i første omgang. Han havner i en form for belgisk ungdomsfængsel, hvor alle er venlige.

Resten af filmen kæmper det gode mod det onde i Ahmed. Det er sindssygt nervepirrende at se på. Man håber hele tiden, at det gode vil vise sig at være stærkest i den barnlige, indadvendte teenager, som ikke selv røber noget.

Mor ved altid bedst
Ahmed spiser sin mors dadler som et barn, mens han taler med hende under besøgstiden i fængslet.

Moren (Claire Bodson) er ved at eksplodere af bekymring, men prøver at holde sammen på sig selv. Hun prøver ihærdigt at få sin søn til at forstå, at dét, han har gjort mod læreren, er helt, helt forkert.

Dardennefilmen kan på den måde noget af det samme som den danske, fremragende dokumentar ’Angrebet – Omars vej til Krudttønden’ om terroristen Omar El-Hussein.

Dokumentarfilmen, der ville kortlægge vejen fra rod til terrorist, havde som noget helt særligt adgang til at interviewe Omars veluddannede, ulykkelige mor om, hvordan det var at se et elsket og kløgtigt barn fare vild ned ad den helt, helt forkerte vej.

Jeg ser i Dardenne-brødrenes film min egen mor i Ahmeds mor, såvel som jeg gjorde i Omars. Jeg fornemmer, at de to radikaliserede, unge mænd har tilbragt hele starten af livet i mors arme, og at alle mennesker, der på den måde er spiret fra et kram, altid må have noget godt i sig.

Urealistisk realisme
Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt sådan én som Ahmed i kan findes ude i den virkelighed, som Dardennebrødrene gerne vil spejle. 

Det er en rar tanke, at radikaliserede personer bare er nørder, men jeg tror også, nogle bare vil se verden brænde.

Måske kan en del af forklaring på, hvorfor det er sådan, stamme fra konstant at opleve diskrimination på baggrund af ens hudfarve og religion.

I filmen mødes Ahmed med accept og anderkendelse fra snart taget alle ender og kanter. Alle voksne rækker ud og spørger ind til hans tro. Man fornemmer ikke, at det ikke er plads til at være en meget troende muslim i Belgien.

Alligevel virker det til, at racismen, fremmedgørelsen, det hårde system, som håndterer kriminelle unge, er skrevet ud af ligningen. Belgiens arbejderklasse virker varm, rummelig. Radikaliseringen fremstår som et ungt menneskes misforståelse, en vildfarelse væk fra fællesskabet, som altid er indbydende.

Lyshårede piger i marken
Heldigvis findes der også piger med strittende, lyst hår, der kan lide at kysse i markerne, dét både for Ahmed og for terrorfilmens bløde tandløshed.

Louise (Victoria Bluck) konfronterer nemlig langt om længe Ahmed med den verden, der findes udenfor sin egen næsetip ved at komme helt hen til den med sine læber.

Ahmed beder hende straks om at blive muslim, om at konvertere. Hun nægter purre, hun vil ikke underkaste sig ham eller klæde sig anderledes.

Og hvor religionen før havde været noget tiltrækkende, interessant og fremmedartet ved Ahmed for Louise, synes han nu som noget truende, der vil fratage hende en masse.

Her synes Dardennebrødrene endelig at tage en klar stilling, en klar afstand, her til cølibat, til kvindeundertrykkelse. Med andre ord viser filmen, at den tør være kritisk overfor Ahmeds voldsomme måde at tro på, ser man bort fra volden.

Jeg holder meget af ’Unge Ahmed’. Både filmen, men særligt dens hovedperson. Ved at fremstille Ahmed som en barne-voksen på skillevejen mellem det gode og det onde, indgyder filmen til et håb.

Løsningen er enkel nok – man skal bare gøre, hvad mor siger. Det er måske en kende for simpelt, men i sidste ende lykkedes Dardennebrødrene alligevel med at lave en god, varm, klog og stabil film om ét af samtidens allersværeste emner.

Hatten af.