Af Dorte Winkler
Den supersøde Becky Fuller (Rachel McAdams) er 28 og lever og ånder for sit arbejde på en lille tv-station hvor hun er ansat på morgenprogrammet. Venner, kæreste, hobbyer, et liv – tja det har hun desværre ikke så meget af. Til gengæld håber hun på en forfremmelse, men da det går helt galt står hun pludselig med sit livs udfordring som chef producer på et morgenprogram, Daybreak, der er i en hurtigt nedadgående spiral, hvor de to værter har hver deres nykker og i øvrigt ikke kan udstå hinanden og dertil kommer en truende lukning af programmet. Det er nu Beckys temmelig utaknemmelige opgave at redde programmet, gøre alle glade og – måske – få sig et liv ind imellem optagelserne der selvfølgelig foregår på et tidspunkt vi andre kalder nat.
Morning Glory minder på mange måder om en romantisk komedie, selvom den ikke er det. Her er ikke tale om en traditionel kærlighedskonflikt der skal løses, men mere en konflikt der drejer sig om at få succes med kærligheden til jobbet, karrieren, til dét at lykkes med det man brænder for. Men ligesom en klassisk romcom er her masser af lethed, komik og feelgood stemning, nøjagtig som man ser det på genren morgen TV. På den måde reflekterer Morning Glory på fineste vis den type program den skildrer – og endda men en vis portion selvironi omkring de mere eller mindre pinlig/platte tiltag der desværre skal til for at komme op i de famøse seertal.
Morning Glory ligger i forlængelse af film som The Devil Wears Prada, der også handlede om en ung, sød, kvindes forsøg på at komme til tops i en barsk verden. Ikke mindst fordi den med samme succes sætter en ung og relativ uprøvet, men charmerende, skuespiller overfor en eller flere af branchens mest garvede og respekterede. I Devil var det som man husker Anne Hathaway overfor Meryl Streep, der i øvrigt løftede dén film flere niveauer med sin blotte tilstedeværelse. I Morning Glory er det Rachel McAdams (Mean Girls, Sherlock Holmes) overfor Harrison Ford og Diane Keaton, som spiller de to værter, og Jeff Goldblum som den lakonisk sarkastiske chef, som må være skrevet med Goldblum for øje. Det fungerer godt. De ”gamle” stjerner bringer filmen skuespil i den rigtig gode ende, for ikke at tale om klasse og stil, som smitter af på hele filmen. Harrison Ford er herligt bitter-grumpy som tidligere stjernejournalist – nu morgenvært og Diane Keaton er en flaky morgendiva – der er med på den værste for seertallets skyld og så ser hun i øvrigt rasende godt ud for sin alder. Rachel McAdams er selv med til at løfte filmen og fylder sin rolle som den sødmefulde, ivrige og gå-på-modsagtige Becky Fuller ud med stor troværdighed – en af den slags kvinderoller Hollywood altid har elsket at skildre – fra Audrey Hepburn til Anne Hathaway og nu Rachel McAdams.
Denne blanding af gamle og upcoming stjerner sikrer formodentligt et endnu større publikum – der skal i hvert fald nok være en del af det lidt mere modne publikum der er tiltrukket af at Harrison Ford og Diane Keaton er med – men der sker også noget andet: nemlig at alle andre på filmen opper sig når der er stjerner på settet – og det kan mærkes.
Morning Glory er sjov, nogle gange endda rigtig sjov, med et godt tempo især i første halvdel, som også er den mest opfindsomme del, men som det ofte er tilfældet er der et temposkift når historiens udvikling bliver til alvor og det kan nogle gange føles som en lille skuffelse, mest fordi man nu lige hyggede sig så godt, og lidt fordi vi nu godt ved hvordan det hele vil forme sig.
Morning Glory er et underholdende bekendtskab, en popcorn film for de +30, men alle andre kan roligt se med også.
