Du må gå all in på ‘Mortal Engines’, for steampunk-blockbusteren her er et futuristisk racerløb omkring dialog og handlingsmæssige klicheer. 

Fra allerførste replik i ’Mortal Engines’ slås stemningen an: vi er i en post-apokalyptisk verden, hvor mennesker kæmper for overlevelse, og byer kører på hjul.

Hvorfor skal byer kører på hjul? Det giver mening med filmens logik, som er baseret på Philip Reeves roman tetralogi af samme navn. Fra første scene glemmer jeg al kritisk sans og ruller med, når London, en vidunderlig mastodont af en by, indfanger en lille mineby efter en heftig jagt over stepperne. Og så er det flot, når Londons mange karakteristiske bygninger er kreativt inkorporeret i byens design.

Op i røg
Den første time er jeg simpelthen all in på præmissen om de rullende byer og den generelle steampunk stemning, der kommer til udtryk i kostumer og kulisser. Det hele er lidt kitch i bedste post-apokalyptiske stil, og der er røg, damp og lynild overalt.

Man kan virkelig mærke, at holdet bag filmen, der tæller blandt andre Peter Jackson, ligesom i ’Ringenes Herre’ og ’Hobbitten’ virkelig har sans for at skabe et interessant og komplekst univers. Jeg har følelsen af, at jeg vil opdage en ny detalje, næste gang jeg ser filmen.

Jeg synes faktisk, at steampunk-trippet, som filmen er, særligt i begyndelsen giver mig tid nok til at forstå universet, karakterernes motivation og relationer, uden at det føles overdrevet forceret. Det synes jeg bestemt ikke er en selvfølge i blockbusters, hvor helten og heltinden typisk erklærer deres kærlighed inden der er gået ti minutter. Her går der i hvert fald 30 minutter.

Klicheer, jeg kan klare
Bevares, jeg sluger et par klicheer i forhold til handlingen og dialog undervejs, men det er ikke nok til at slå min entusiasme ud. Det er særligt, når filmen forsøger at understrege sit budskab, at der bliver leveret en række replikker, som er lige i overkanten.

Helt kort, så lever de rullende byer af at optage mindre byer og indsamle deres brandstof og ikke mindst deres ”oldtech”, dvs. teknologi fra vores tid, før nukleare masseudryddelsesvåben smadrede alt civilisation, som vi kender den, på bare 60 minutter.

Tom Natsworthy, filmens ene helt og historiker, opdager, at noget ”oldtech”, der kan bruges til at bygge våben, forsvinder, og han begynder at ane uråd. For mennesket har selvfølgelig ikke lært af fortidens katastrofer, og der er stadig magtliderlige mænd, der konspirerer om kontrol over verdens ressourcer og dødsstråler.

Det er en af de gange, filmen bliver for meget. Tom har en hemmelig samling af ”oldtech”, som han viser til den privilegerede Kathrine. Hun kan ikke fatte, at de selvsamme mennesker, der var så teknologisk avancerede, kunne være så dumme. Tænk at finde på at skabe noget, der destruerede selve grundlaget for livet! Skulle man være i tvivl, så er det os hun snakker om, og det bliver simpelthen for tydeligt.

Ro på, venner
Klicheer som Katherines replik ovenover og lignende overtydelige greb for at få referencen til vores tid til at stå frem, er i filmens begyndelse, om end ikke elegante, så med til at opbygge historien. I filmens anden halvdel understreges, highlightes og skrives der med fed, hvor det hele bliver for stort og for voldsomt på mere end én måde. Og så har jeg ikke engang sagt for meget.

Det personlige og det, der er vedkommende ved filmen, drukner i et festfyrværkeri af røg og damp og heroiske handlinger. Det er et flot set up, men mellem lyn og torden og gale videnskabsmænd mister jeg følingen med karaktererne, og så kan det faktisk være lige meget, at dødstrålen er rettet lige mod vores hovedperson.

Alligevel gik jeg ud fra biografen med den fedeste følelse af at være blevet blæst ind i et nyt univers, som jeg allerede glæder mig til at gense og genbesøge, når de næste bøger forhåbentlig skal filmatiseres snart.