Endnu en gang prøver man at filmatisere den ultravoldelige spilserie, men resultatet har en reklamemands sans for instruktion og ingen sans for drama overhovedet.

I 1992 udkom et kampsportsspil med overdreven blodsudgydelse og frembragte debat om spilcensur. Nogle år senere udkom ’Mortal Kombat’ (1995) og frembragte debat om, hvorvidt man burde stoppe med at prøve at lave film baseret på spil.

Trods dens forfærdelige computereffekter og knastørre skuespil havde den dog en vis charme, som stadig kan nydes (om end ironisk) i dag. Den var oprigtig nok til at være camp og mærkelig nok til at være mindeværdig.

’Mortal Kombat’ fra 2021 får ikke det samme eftermæle. Jeg tror faktisk ikke, den bliver husket overhovedet.

Prepare for Mortal Kombat…?

Filmen begynder med en okay actionsekvens i det feudale Japan, hvor en ninja (Hiroyuki Sanada) og hans familie bliver dræbt af Ni Han (Joe Taslin), en mand med magiske is-kræfter.

Men ninjaens slægt overlever alligevel, og i nutidens New York møder vi Cole Young (Louis Tan), en kærlig familiefar og talentfuld, men lidt aldrende MMA-fighter (dette opsummerer hele hans personlighed). Han er ninjaens efterkommer og er derfor født med et særligt modermærke, der viser sig at være en kosmisk invitation til Mortal Kombat.

Endelig kommer præmissen: Jorden og adskillige parallelverdener, heriblandt den dæmon-fyldte Udverden, kæmper i en regelmæssig turnering, som skal bestemme retmæssigt herredømme. Hvis Udverden vinder den næste turnering, får den lov til at invadere os.

Cole må slutte sig til en gruppe helte for at forsvare jorden til turneringen. Problemet er, at dommerne er lidt dovne, så Shang Tsung, kongen af Udverden, sender sine folk gennem portaler for at dræbe alle jordens deltagere inden turneringen.

Du hørte rigtigt: En kampsportsfilm navngivet efter en legendarisk turnering, som vi ikke får lov at se, fordi skurken snyder.

Livløse actionfigurer

Cole er en original karakter opfundet til filmen, men han passer rigtig godt ind med resten af heltene, som har omtrent to personlighedstræk imellem dem. Lige bortset fra Kano (Josh Lawson), en rapkæftet og aggressivt britisk voldspsykopat, som har næsten for meget personlighed.

Hans livlighed er forfriskende, men også i konflikt med resten af filmen i en distraherende grad. Resten af castet har lige så meget dybde og formål som et sæt actionfigurer: Ham her skyder ild; ham her har en frisbeehat; hende her er damen.

De bliver hjulpet af tordenguden Lord Raiden (Tadanobu Asano), som på mirakuløs vis formår at være den kedeligste karakter i hele filmen.

Der er næsten ingen kreativ energi i ’Mortal Kombat’. Den smule, den har, er brugt på kampscener, der er koreograferet fint, men lider af en fuldkommen mangel på formål.

Selv Cole, den originale helt skræddersyet til filmen, har intet personligt forhold til turneringen eller sine modstandere. Ja, hans tipoldefar, som han aldrig vidste noget om, blev dræbt, men når hans genfærd (naturligvis) dukker op, kunne det lige så godt have været Jack Skellington – mere betyder det ikke for Cole.

Finish him

Når kampsporten og de hypervoldelige set-pieces er overstået, forsøger reklameinstruktør Simon Quaid forgæves at kæmpe sig igennem dialogscener, der er klippet så kaotisk, at man næsten misser alle de lamme, ”vittige” bemærkninger, der konstant fyres slattent af sted.

’Mortal Kombat’ er ikke morsom, eller velinstrueret, eller intens, eller chokerende. Den er måske teknisk bedre end sin forgænger, men den ofrer al personlighed for at opnå et uværdigt mål.

Man kunne have omfavnet seriens ungdommelige blodbad, taget et par lektioner fra ’Deadpool’ og virkelig leget med de skøre koncepter og komiske linjer.

Eller man kunne have skruet karakterernes intense personligheder op, sat dem i en turnering om verdens undergang, og ladet resten tale for sig selv.

I stedet har vi de kedeligste dele af hver retning: Obligatorisk selvironi, der underminerer alvor uden at fremkalde latter, og masser af eksposition om slægter og verdener, der ikke betyder noget i nogen dramatisk forstand.

’Mortal Kombat’ har været dårlig før. Nu er den for første gang direkte forglemmelig.