Aronofsky har bundet en stor kop ayahuasca og fremmanet en vild og voldsom tur ind i sindet, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi er fuldstændig smadret!

Få filmmagere har udsat sine karakterer for så megen mental brutalitet, som Darren Aronofsky. Hvad enten det er en ensom gammel dame på speed (’Requiem for a Dream’), en afdanket wrestler der bliver konfronteret med sin egen dødelighed (’The Wrestler’) eller en ambitiøs men psykotisk ballerina, så trækker han dem igennem helvede igen og igen.

Denne gang centreres det om kvinden, der ikke har noget navn men krediteres som mother (Jennifer Lawrence). Sammen med sin mand, Him (Javier Bardem), bor de i hans gamle hus, som hun restaurerer, efter det har været brændt ned. Han er forfatter uden inspiration, og hun er arbejdsbien, der bygger deres rede og varter ham op.

En aften dukker en mand (Ed Harris) op uanmeldt. Han er læge og leder efter et sted at sove for natten. Men noget virker forkert ved ham. Snart dukker hans kone (Michelle Pfieffer) op, så hans børn og siden flere og flere og flere mennesker.

Ingen pauser
’mother!’ er som et klaustrofobisk mareridt – lige gyldigt hvor meget man prøver, så kan man ikke vågne op. Spørgsmålet er så, om har lyst til at vågne?

Det starter ellers roligt nok, mens ”idyllen” bliver fremvist. Mother spartler vægge ved at føle sig frem til den rigtige farve. Ja, det lyder underligt, men udførelsen gør, at man køber den idé. Him laver ikke så meget udover forsøg på at skrive en opfølger til sin forrige, succesfulde bog. Man fornemmer dog allerede her, at der er sprækker i det paradis, som mother forsøger at kreere.

Men fra lægens indtræden bliver sømmet langsomt trådt i bund – endda igennem bunden. Filmen griber én om struben i den sidste time og giver ikke slip, lige meget hvor mange gange man råber sit safeword. Jeg sagde dog ikke granatæble en eneste gang. Eller forsøgte for den sags skyld.

Sanseligt bombardement
Det er en fornøjelse at se en film fra en feinschmecker som Aronofsky. Detaljerne bliver der kælet for i vidunderlig høj grad. I forbindelse med ’mother!’ vil jeg især fremhæve lydsiden.

Sjældent har mine øregange været udsat for så udsøgt et auditivt angreb. Det knirker og knager i huset, så det er en fryd. Fuglene og vinden hvisker søde lyde og sidst men ikke mindst, så er der lyden, når mother rører ved en væg. En let kradsen går over i et fløjlsblødt kærtegn, og så bliver man ellers suget ind i hendes inderste. Fraværet af underlægningsmusik er med til at accentuere en af årets bedste lydsider. Lukkede man øjnene, ville man næsten kunne fornemme væggen mod sine fingre. Så god er den.

Hvilket vidunderligt helvede
’mother!’ kommer til at dele vandene. Nogle vil elske den og så er der dem, der vil hade filmen. Fuldt forståeligt da man bliver smidt tilbage i sædet af ubehag og efterladt med mange spørgsmål. Jo mindre man ved, før man ser den, des mere overrumplende og fantastisk bliver oplevelsen.

Aronofsky udfordrer i den grad sit publikum. Som efter et slag med en jernhandske, skal man nu forsøge at finde sikker grund. Men sadisten tillader det ikke. Lænket i sædet og med øjnene fikseret mod lærredet, kan man kun tage imod.

’mother!’ er et visuelt og sanseligt overgreb. Jeg er vild med det!