Mangen en optrukket trenchcoat-krave gemmer sig i New Yorks overdimensionerede skygger, når Edward Norton kaster sig ud i en kærlig og legesyg hyldest til film noir.

Som en anden Humphrey Bogart træder vor helt, Lionel Essrog (Edward Norton), ind i en mørk, tilrøget bar.

Han er en hård negl – en privatdetektiv, der ikke er bange for at stille ubehagelige spørgsmål i jagten på den mand, der myrdede hans mentor, Frank (selveste Bruce Willis).

Lionel har ikke umiddelbart held med at få informationer ud af stedets bartender, men naturligvis gør en blond skønhed sin entré med en dragende fare i sit blik. Vores femme fatale.

Kvinden stiller sig foran den kølige Lionel og tilbyder sit selskab mod ild til sin cigaret. En handel, ingen noir-helt med respekt for sig selv kan afslå, og med samme elegance som Fred MacMurray i ’Kvinden uden samvittighed’ tænder han en tændstik.

Og puster den ud…

Han tænder en ny, men puster også den ud.

Den snart utålmodige femme fatale kigger frustreret på Lionel, og da han efterhånden har snydt hende for et større flammehav, forlader hun ham og filmen permanent.

Gammel genre på nye flasker
For selvom filmatiseringen af Jonathan Lethems roman er umanerligt tro imod de klassiske noir-konventioner, så er vi alligevel ikke i vandt territorium.

Nortons neurotiske detektiv lider nemlig af noget så usexet som Tourettes syndrom. En lidelse, der får ham til regelmæssigt at bryde ud i voldsomme tvangshandlinger og underlige fordrejninger af ord, han hører og tænker.

”Jeg er nødt til at få alle ord til at lyde rigtigt, før jeg kan slappe af,” som han selv siger det. Og som den gængse detektivfilmseer nok kunne forestille sig, så gør hans neurose og lidelse ham bedre til hans job.

På samme måde som Sherlock Holmes’ sociopati gør ham bedre til at holde hovedet koldt, giver Lionels ustyrlige behov for systematik ham gudbenådet til at huske.

Og selvom en positiv vinkling på Tourettes syndrom uden tvivl er sympatisk, så er det en efterhånden lidt banal præmis. Lionels lidelse kommer i langt højere grad til sin ret, når den som i bar-scenen bruges til at lege med publikums forventninger til film-noir.

Det er nemlig hér, ’Motherless Brooklyn’s største styrke ligger.

Anti-Bogart
Med sine neuroser, uheld med kvinderne og mangel på moralsk anløbenhed er Lionel Essrog på mange måder antitesen til de noir-helte, især Bogart spillede i 40’erne og 50’erne.

Netop fordi krimifilmen skifter imellem en loyalitet over for genrens konventioner og en undergravning af disse, formår den at holde publikums interesse, og det er herligt at opleve.

Selve kriminalmysteriet er som sådan ganske forudsigeligt med Alec Baldwin i rollen som den onde, racistiske, kyniske, misantropiske, onde, magtbegærlige og generelt skurkagtige skurk, der er viklet ind i et større og ikke specielt interessant komplot.

Men alligevel er vejen hen til en uundgåelige konklusion ret så kreativ, og hvert et nyt twist i Lionels efterforskning holder historiens veltempererede tempo i gang.

Skyggearbejdet er naturligvis magisk, og musikken af Daniel Pemberton smører de mere refleksive og stille scener ind i et lækkert tæppe af jazz-smør, så det uimodståelige 50’er-univers bliver helt trist at forlade.

Hvis ikke det havde været for instruktør/manusforfatter/producer/hovedrolleindehaver Edward Nortons lige-på-og-hårdt, men samtidig relativt beherskede præstation som Lionel, havde det blot været endnu en udmærket fortolkning af klassikere a la ’Ridderfalken’.

På grund af den langt fra elegante figur i historiens centrum efterlades vi med et måske lidt forudsigelig, men herligt legende take på en genre, der helt sikkert er hver at lege med.