Den kafkaske affære ‘Mr. K’ har forførende meget på hjertet. Nærmest for meget. Den kunne have haft gavn af at lade sine ideer hænge lidt mere i luften, uden uddybning.

På vej til sit næste show bliver tryllekunstneren Mr. K (Crispin Glover) nødsaget til at overnatte på et lettere forfaldent og meget isoleret hotel. Ved skranken møder han den snerpede hotelfrue, som er noget, der lugter af ligeglad med, at han egentlig kun skal overnatte en enkelt nat. Og hotellet er på hendes side, for da Mr. K vågner op næste dag, er udgangen væk. 

Præmissen for filmen ‘Mr. K’ er et bundsolidt grundlag for et ‘Alice i eventyrland’-agtigt eventyr af dejligt mærkværdige proportioner. Det er den norske filminstruktør Tallulah H. Schwab, som inviterer publikum ned i kaninhullet, og hun er tydeligvis en dygtig kameraslynger. 

Fortællingens primære attraktion er dens abstraktioner, men det kommer aldrig i vejen for en jordnær visuel fordybelse, hvor man nærmest kan mærke tapetet krakelere, og lugte de mugne tæpper. At filmen effektivt formidler sine ideer visuelt gør det bare mere ærgerligt, når den samtidig skynder sig med at forklare sig selv så meget, at den trækker tæppet væk under sig selv.

En tryllekunstner afslører aldrig sine hemmeligheder

Som den nyeste gæst bliver Mr. K hurtigt populær i flere af hotellets brogede karaktergallerier af gæster. Hver person han møder spiller hovedrollen i deres eget lille skuespil, på trods af, at de alle er fanget i det samme kafkaske mikrokosmos. Konflikten opstår, når Mr. K som den eneste søger en vej ud af de labyrintiske værelser og gange. 

Men når han kigger bag tapetet efter svar, finder han samfundskritik i stedet for skimmelsvamp, og her skifter filmen spor fra det underbevidste til det åbenlyse. Det bliver desværre til en lidt træt gennemgang af politiske skrupler, man nok allerede selv har skruplet i brusebadet, eller mens man køber ind. Ja, kapitalismen er et helvede som vi selv aktivt deltager i, det har man ligesom hørt før. Filmen kunne have haft gavn af mere selvtillid til de surrealistiske dele, hvor dens ideer bliver formuleret meget mere effektivt, på et følelsesmæssigt niveau. 

Filmens es i ærmet er hovedrolleindehaveren Crispin Glover, hvis neurotiske charme giver noget passende magisk til den titulære tryllekunstner. Han fremstår nærmest mere mærkelig end de faste gæster på hotellet, men det fungerer absolut også, når han ihærdigt kæmper imod normaliseringen af hotellets pre-apokalyptiske hverdag. Det er sjældent, at den gode Glover tager førerrolle i film, men det kunne han sagtens gøre lidt oftere. 

Stil og/eller substans

Ud fra filmens højdepunkter, virker det til, at ‘Mr. K’ godt forstår, hvordan en god surrealistisk film skal fungere. Det skal være en rutschebane af realitetschikane, alá en drøm hvor man kører bil og bremsen ikke virker. Det behøver ikke give mening, for man kan sagtens få sved på panden, uden at man forstår, hvad det er der foregår, eller hvorfor.

Selv hvis man ikke siger noget nyt, kan det sagtens være nok, at sige noget gammelt på en ny måde, og det er lige præcis det som filmen faktisk godt kunne og nok bare skulle have satset på. Desværre er resultatet af filmens unødvendige papskæring  en “aha”-følelse, hvor en “uha”-følelse havde været mere passende.

Selvom at filmen halter lidt, er der nok gnister i det visuelle sprog, kreative ideer og tryllebindende hovedrolle, til at det blusser op til en forholdsvist velfungerende fortælling. Det er bare synd, at den samtidig underminerer sit gode arbejde. I sidste ende går ‘Mr. K’ i et med tapetet, i forhold til andre mere kompromisløse film af samme genre.