En storlæspende hovedperson og en svært irriterende livslektie kommer i vejen for et ellers herligt væld af galskabshumor.

’Stop Making Sense’: Det var titlen på en legendariske koncertfilm fra 80erne, hvori popgruppen Talking Heads satte en tyk, grå og velklædt streg under det faktum, at mening og substans langtfra altid er kunstens bedste ven.

Det er en lektie, som mere end en gavmild håndfuld kunstværker kunne lære en hel del af, og ’Mugge og vejfesten’ er i allerhøjeste grad en af dem.

Parkournudister og nonner på stylter
Tegneserieduoen Wulffmorgenthalers debutspillefilm, baseret på deres bog af samme navn, har masser af værdi. Drengen Mugges forældre går fra hinanden, og han forsøger med hjælp fra sine naboer at bringe dem sammen ved at holde en fabelagtig vejfest.

De vanvittige jokes kommer med en hastighed, der er så demonstrativt høj, at det er fuldstændig lige meget, at størstedelen af dem falder til jorden. For der gemmer sig en fuldtræffer rundt om ethvert hjørne.

Især skal en uhyre morsom økonomisk vejleder, der i løbet af et minut både får tændt en drøm om at blive jonglør hos den hjerteknuste far og så ligeså hurtigt slukket den igen på grusom vis, fremhæves. Eller den pludseligt hjemmegående nabomand, der på trods af egen inkompetence på støvsugerfronten, alligevel udviser overraskende selvindsigt, da han råber ”selvfølgelig kan jeg ikke være hjemmegående, jeg er vokset op med traditionelle kønsroller!”

Desuden de obligatoriske parkournudister og skæggede nonner på stylter. Naturligvis.

Kryddersnaps med mellemrum
Der er langt mellem akvavitten, men når den kommer, så er den krydret og legesyg.
De steder filmen alligevel falder til jorden af og til, er det, fordi den humor, de herrer Mikael Wulff og Anders Morgenthaler har mestret i deres voldsomt populære tegneserier de sidste 16 år, ikke lader sig oversætte til filmmediet.

Mange af de mindre effektive replikker har det tilfældes, at de lyder præcis som en linje fra en Wulffmorgenthaler-stribe og derfor er ret svære for de ellers hårdtarbejdende skuespillere at gøre enten eller veltimede.

Af samme grund er det også svært at leve sig ind i den historie, der udspiller sig; en slags fabel om ikke at give op på kærligheden, der er lige lovlig banal til både børn og voksne.

Især fordi flere af skuespillerne har kastet sig ud i stemmer, der, lang tid efter de holder op med at være hovedpinefremkaldende, blot bliver uforståelige. Ofte er det mere end lidt vanskeligt at tyde Mugges sikkert begavede ytringer for hans ekstreme læsp, men i sidste ende er det ikke så vigtigt.

Wulffmorgenthaler and the Holy Grail
For der er ingen grund til, at ’Mugge og vejfesten’ skulle kunne lære nogen noget som helst. Det er en komedie. En satirisk komedie, jovist, men Wulffmorgenthalers satire kan sagtens ramme præcist i korte glimt, som de har gjort i deres stribe i næsten hele årtusindet.

Derfor er det så ærgerligt, at den rasende ligegyldige historie, hvis satiriske kvaliteter slet ikke når dem i striberne, kommer i vejen for den farverige fest af vanvid, der udspiller sig på vejen.

Karaktererne er der, men de får ikke lov at opnå deres potentiale, fordi de er klemt inde i en historie, som ikke kan ret meget. Det er spild af kreativitet og en ellers oplagt mulighed for at lave, hvad der næsten kunne kaldes Monty Python i børnehøjde.

For hvis nogen skulle kunne det, så ville det være Mikael Wulff og Anders Morgenthaler.

Hold op med at give mening.

Foto: Nordisk Film