Belgisk drama om en ung pædofil er en spændende idé og byder på flere intense øjeblikke, men alt i alt halter udførelsen og originaliteten.

Emnet er ubehageligt.

Pædofili.

Bare det, at skulle skrive det, får fingrene til at tøve et halvt sekund ekstra. Hvordan skriver man en indledning til en film, hvor hovedpersonen er en løsladt pædofil? Vittigheder er udelukket, det kræver en alvorlig og proper tone.

Det var de umiddelbare overvejelser, da anmeldelsen og tankerne omkring belgiske Patrice Toyes ’Muidhond’ skulle nedfældes. Jonathan (Tjimen Govaerts) sidder fængslet under anklage for overgreb på en lille pige. På grund af manglende beviser bliver han løsladt og flytter hjem til sin mor. Her vil han blive bedre og få styr på sine ubehagelige tilbøjeligheder. Den gode vilje bliver dog sat på prøve, da niårige Elke (Julia Brown) flytter ind ved siden af sammen med sin mor.

At det kommer til at skabe konflikt, er der ingen tvivl om og slet ikke, da vi hurtigt erfarer, at pigen mere eller mindre er overladt til sig selv det meste af tiden, og at hun samtidig synes, at ham naboen er mægtig flink og sjov.

Inspirationen kommer fra en samtalebog, som en hollandsk psykolog har skrevet. Hun arbejdede i et fængsel og blandt de fanger, hun talte med, var en pædofil, som blev grundlaget for Jonathan.

Det er en spændende præmis, men halvvejs igennem filmen slår det mig, at historien virker bekendt.

Er alle ens?

I ’The Woodsman’ fra 2004 spiller Kevin Bacon en pædofil mand, der bliver løsladt fra fængslet efter at have afsonet sin straf på 12 år. Udover  et enkelt familiemedlem har han ingen kontakt til nogen fra sin fortid, da ingen vil kendes ved ham. Filmen handler om, hvordan han forsøger at komme videre i sit liv, men fortiden indhenter ham på flere måder, og lysterne er svære at undertrykke.

Instruktør Nicole Kassell skrev manuskriptet sammen med dramatiker Steven Fechter ud fra hans teaterstykke af samme navn. Bacon leverede noget af det bedste skuespil i karrieren, og Colin Firth kaldte det sågar den bedste præstation overhovedet på film i hele nuller-årtiet.

’Muidhond’ er ikke ’The Woodsman’.

På overfladen er der ligheder, men udformningen er anderledes. Udover forskellen i alder på de to hovedpersoner, er der også et markant større fokus på om, eller rettere, hvornår Jonathan falder for fristelsen og misbruger Elke. Det er i de ubehagelige suspense-scener, at Toyes’ film ånder og lever. Så snart vi er væk derfra, taber den pusten.

Monsteret iblandt os

Govaerts gestalter fortræffeligt den unge mands indre kamp mod sin lyst. Fysisk ser han ud som om, at han er på randen af et sammenbrud, alt ved hans fremtoning skriger, at her er en person, der hader sig selv. Samspillet med Brown er upåklageligt og vekslingen mellem, at de bare er to venner (hvis de nogensinde er det) til de situationer, hvor han er som en ulv, der lister omkring Rødhætte, fungerer fint.

Og det er måske ikke retfærdigt at sammenligne ’Muidhond’ med ’The Woodsman’, men når man kigger på præmissen og udførelsen af samme emne (pædofil bliver løsladt og skal gebærde sig i samfundet), er det svært ikke at gøre det. Jo mere der granskes i plotpunkterne, jo flere sammenfald dukker der op, og derfor mister den belgiske film meget af sin originalitet, som den ellers skulle have haft pluspoint for.

Den tør gå i en mere mørk retning end den amerikanske pendant, og det skal Patrice Toye have cadeau for. Alligevel sidder man tilbage med følelsen af, at der er blevet skævet en smule til ’The Woodsman’ og ikke udelukkende til den anonyme person fra samtalebogen.