Årets bedste julefilm.

Mumitroldene var oprindeligt en bogserie skrevet af finlandssvenske Tove Jansson, henvendt til børn i alle aldre. I Danmark er de små tyksakker måske mest kendt fra den glimrende tegneserie, der blev vist i dansk TV fra 1994 og frem. Nu er de pudseløjerlige væsener tilbage på det store lærred.

You snooze, you loose
Mumifamilien er i gang med at forberede deres årlige vinterhi. Iblandt efterårets sidste krampetrækninger plukker de svampe og laver syltetøj, og Mumi gør sig eksistentielle overvejelser over vinteren som koncept. I år får Mumi dog lov til at opleve den på egen krop, da familiens søvn bliver forstyrret af besøgende udefra. De kan berette at julen er på vej, og så får familien ellers travlt med at gøre rent og sætte i stand, når nu man tilsyneladende skal have fint besøg af denne ”julen”.

Nu er det jul igen, og dog
Dette er en film der er henvendt de mindste børn. Det kan føles ærgerligt for os, der voksede op med bøgerne eller tegneserien. De udemærkede sig nemlig ved at indeholde mange temaer for større børn. Tegneserien formår f.eks. både at være uhyggelig, melankolsk og sørgelig – en hel fornøjelse at se, også som voksen.

Men selvom filmen rent dramaturgisk kan lide under, at de mindste skal kunne være med, så er den stadig så pokkers vellavet, at det ikke fjerner meget fra helhedsoplevelsen. Her tale om en julefilm hvor hverken nisser eller julemænd får lov stikke deres klamme, kommercialiserede næser i plottet. Det vore troldevenner fejrer i filmen, er nemlig vintersolhverv, kløgtigt kamufleret som jul for at lokke ungerne i biffen.

Mumi-melankoli
Filmen dvæler ved vinterens melankoli og mystik. Temaer som savn og længsel håndteres smukt igennem Mumi’s allegoriske længsel efter solen. Der vises både vidundersmukke vinterlandskaber og dyr og planter, der fryser ihjel. Vinteren fremstår derved sart og barsk på samme tid, fuldstændig som i virkeligheden. Kulden spredes af et væsen kaldet ”murren”, som vandrer hvileløst rundt og fryser alt med dens åndedræt. I en sørgelig scene vil det stakkels væsen varme sig ved et bål, men kan ikke undgå at fryse det til is. ”Den længes efter det uopnåelige, ligesom så mange andre” hører jeg fortælleren sige, mens jeg tørrer tårerne væk.

Halvanden times dukkespil
Overraskende nok for os fans af den smukke tegneserie, er ’Mumitroldenes Vinter’ en decideret dukkefilm. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har set sådan en i biografen. Men når de er så teknisk vellavet som denne, så ville jeg ønske, det var oftere. Dukkernes begrænsede mimik og bevægelighed er med til at understøtte filmens fokus på stemning snarer end action. Vi skånes helt og holdent for LSD-inspirerede sukkertrip med pangfarver, tænderskærende højoktans-stemmeskuespil og kvalmende metervarepopmusik – glimrende modspil til efterårets gyselige ’My Little Pony’.

Helt generelt bare en god børnefilm
Hvor er det stærkt at en børnefilm ikke hopper over hvor gærdet er lavest, men rent faktisk forsøger skabe en fortælling, der også er os gamle røvhuller værdig. Hvor er det stærkt, at man kan lave en film om jul, uden at det bliver kvalmende julet. Hvor er det stærkt, at man har tillid til børnenes koncentrationsevne, og derved tør lave en minimalistisk og langsom dukkefilm. ’Mumitroldenes Vinter’ er et glædeligt gensyn for gamle fans og en god introduktion for kommende muminauter.

Foto: Filmkompaniet / Animoon