17-årige Julija svømmer mod strømmen i et forsøg på at flygte fra sin kvælende fremtidsløse tilværelse i varetægt af sin patriarkalske trold af en far. Bølgerne går højt langs den kroatiske kyst i det til tider gribende drama ’Murina’ fra spændende debuterende instruktør Antoneta Alamat Kusijanović.
En familie på tre bor i deres egen lille utopi omgivet af klipper og azurblåt vand i Kroatien. Den behændige teenager Julija (Gracija Filipovic) lever på sin autoritære far Antes befaling en rutinepræget tilværelse uden plads til store ambitioner eller social omgang med jævnaldrende eller ligesindede.
Da den amerikanske rigmand Javier (Cliff Curtis) dukker op for at forhandle om køb af noget af Antes land i håb om at bygge et resort, bliver en rebelsk ild tændt i Julija. Et krydstogtskib af hormoner rammer, da hun i den karismatiske Javier pludselig ser en mulighed for at stikke af fra sit paradisfængsel.
Hendes beklædning gennem filmen, som primært består af to badedragter i forskellige nuancer af blå, føles allerede som et ikonisk look, og den spillefilmsdebuterende Filipovic spiller den usikre men stålsatte protagonist med stor ynde og selvsikkerhed.
Solskins-noir ved Adriaterhavet
Filmens beliggenhed er i sig selv utroligt smuk, men der er tilmed gjort noget ekstra ud af at give indstillingerne en utroligt tiltrækkende kraft og atmosfære. Man får helt lyst til at dykke ned i bølgerne og blive solbrun på den omkringliggende kyst.
Men under dette idylliske ydre, gemmer der sig et mørkt narrativ. Stakkels Julija bliver konstant ydmyget og nedgjort af Ante, der på alle måder lader sine egne fejl og utilstrækkeligheder gå ud over sin datter.
Ante bliver portrætteret meget endimensionelt uden nogen egentlige gode kvaliteter, men nuancerne bliver straks mere interessante hos Julijas unge mor Nela, som er spillet af danske Danica Curkic. Nela ser til, mens undertrykkelsen og den giftige opførsel fra hendes mand fortsætter og eskalerer. Årsagerne til hendes passivitet er aldrig eksplicit udtalte, men gemt i Curkic’ præstation ligger en personlig usikkerhed, idet hun selv er fanget i en ulykkelig tilværelse og har overbevist sig selv om, at det er for sent at stræbe efter mere.
Uuuh se! En visuel metafor!
”Se hvordan hun bed sin egen hud af for at slippe fri”, siger familiens husholderske i starten af filmen, mens hun udbener en moræne; selv samme moræne som giver filmen sin titel. Morænen symboliserer på mange måder Julija, som i løbet af filmen er klar til at gøre stort set alt for at flygte fra sin fars klør.
’Murina’ er generelt en film spækket med symbolik og metaforer, som det er op til seeren at dekryptere. Ekspositionen er minimal, og de fleste nuancer forbliver usagte, hvilket både kan være givende og interessant, men det kan også være drænende og bidrage til et langsomt tempo og mangel på fremdrift.
At træde vande for evigt
Denne mangel på fremdrift er også filmens største modstander. Selvom følelserne bliver sat på spidsen henimod slutningen, og vi faktisk får en overraskende intens sekvens i en grotte, bliver der ikke taget de chancer, som man sidder og venter på.
Flere gange i løbet af filmen bliver der kraftigt hintet til mulige højdramatiske drejninger, men historien svømmer aldrig i helt interessante retninger.
På en af Julija og Antes daglige harpunjagte bliver kameraet i lang tid på Julija, der har sin skarpladte harpun sigtet direkte mod sin far, og man kan se i hendes blik, at hun overvejer at trykke på aftrækkeren. Men hun gør det ikke. Og det er bare et af flere eksempler på tidspunkter, hvor historien tager den kedeligere vej.
’Murina’ er også den slags film, som ender meget åbent, hvilket giver en tom følelse af mangel på forløsning på den ellers fint opbyggede spænding.
Det er dog svært at argumentere imod, at det her er en særdeles vellykket debutfilm af Kusijanović, hvilket også er blevet anerkendt, idet filmen vandt debutprisen Caméra d’Or til den prestigefyldte Cannes Film Festival i 2021. Og ligesom hendes spydfiskende protagonist Julija virker Kusijanović til at svømme i den rigtige retning og gå en spændende fremtid i møde.
