Traditionen for filmsamarbejdet mellem de nordiske lande er lang, senest repræsenteret ved instruktører som Simon Staho og skuespillerinden Trine Dyrholm, der sidste år var aktuel i den norske film De usynlige. Set på denne baggrund kan det ikke undre, at man har fået Niels Arden Oplev, senest succesfuld med film som Drømmen og To verdener, til at filmatisere den afdøde svenske journalist Stieg Larssons populære Millenium-triologi , der har solgt over 3 millioner eksemplarer i Norden. Mænd der hader kvinder er på mange måder en kulmination på den succes, som svensk kriminallitteratur og dansk film har haft de seneste 10 år. Men som det siges, så er der ikke langt fra succes til tragedie…

Filmen starter ud ved sidstævnte, nemlig hos den pensionerede finansmand Henrik Vanger (Sven-Bertil Taube), der på mystisk vis, hvert år modtager en tørret blomst til sin fødselsdag. En gave han oprindelig fik af sit gudbarn Harriet. Denne har dog været forsvundet siden sommeren 1967!! Overvældet af en tilbagevendende sorg, hyrer han sikkerhedsselskabet Milton Security og dermed den mildt sagt aparte Lisbeth Salander spillet af Noomi Rapace. Med et udseende som en anoretisk punk-goth, en attitude som enhver teenager ville misunde og formidable evner som hacker, finder hun hurtigt ud af alt, hvad der er værd at vide om journalisten Mikael Blomkvist (Michael Nyquist): at denne er en idealistisk journalist, som altid er på jagt efter korrupte forretningsmænd og ukritiske kollegaer. Gåden for Salander er, at en spejderdreng som Mikael ved filmens start har gjort sig skyldig i bagvaskelse af businessmanden Vennerström.

Dette er dog underordnet for Henrik Vanger, der giver Mikael et tilbud om at gennemse sagen om Harriets forsvinden en gang til for en pæn belønning. Grundet omstændighederne for pigens forsvinden, er Henrik overbevidst om at en fra familien har slået hende ihjel. Mikael går skeptisk i gang med at læse de gamle sagsakter, i starten primært for at komme væk fra den tabte retssag og medierne, men snart fascineres han af den velhavende og magtbegærlige familie.

Samtidig følger vi Lisbeth, der efter en slåskamp får smadret sin computer, og derfor ser sig nødsaget til at opsøge sin nye hverve og formynder Niels Bjurman (Peter Andersson). Lisbeths hidtidige ”fuck dig-attitude” sættes på en alvorlig prøve, da Bjurman er meget mere og værre end som så, da han tvinger hende til oralsex for at udleverer penge til en ny computer. Scenen er forfærdende, men dog småting i forhold til den grumme hævn Lisbeth tager senere. Absolut ikke for sarte sjæle!

Udstyret med en ny og bedre computer kommer hun via sin ulovlige indtrængen i Mikaels computer til at falde over hans efterforskning af nogle telefonnumre i Harriets dagbog. Takket være sin fotografiske hukommelse finder hun dog ud af at disse viser sig at være henvisninger til dystre citater i biblen, der igen leder til en række bestialske mord på kvinder rundt om i Sverige. Sammen indleder Salander og Blomquist et umage parløb for at afdække den sande historie om Harriets forsvinden og hvad der ligner hendes morder…
At filmatisere en succesfuld bog er svært, da de fleste tilskuere på forhånd har skabt sig forestillinger om hvordan fiktionens karakterer ser ud og gebærder sig. I ugerne op til premieren på Mænd der hader kvinder har interessen samlet sig om Noomi Rapaces portrættering af Lisbeth Salander. Lad mig aflive eventuel tvivl med det samme. Hun er intet mindre end fænomenal som den hårdtslående hacker med en socialt forkrøblet fortid, der åbner sig for den lettere kvabsede idealistiske journalist men stadig charmerende Blomkvist. Trekløvret bestående af manuskriptforfatterne Jakob Heisterberg, Nikolaj Arcel og instruktør Niels Arden Oplev, formår at transformere Larssons detaljerede bog på over 500 sider, 3-4 sidehistorier og et detaljeret plot ned til en helstøbt politisk thriller, der med omdrejningspunktet i en indignation over hvorved kvinder be-, mis- og slet og ret handles, sætter sunde spørgsmålstegn ved opfattelsen af de nordiske lande som verdens bedste demokrati. En formfuldendt film, som trods sine 150 minutter aldrig føles lang endsige kedelig, hvilket er en bedrift når man tænker på at de fleste kende plottet på forhånd. Eneste skår i glæden er at filmselskaberne bag filmen af tåbelige grunde har besluttet at forsættelserne Pigen der legede med liden og Luftkastellet der blev brændt skal laves direkte til TV og derfor ikke kommer op i biografen!