‘Oscar–belønnet instruktør Anders Walter ser et af 2. verdenskrigs underbelyste traumer direkte i øjnene i en kulsort, ægte og uendelig modig film.

Jacob (Pilou Asbæk) og hans søn Søren (Lasse Peter Larsen) er i gang med dagens flaghejsning. Med andægtige miner og højtidelig ro gør de flaget klar

”Over, rundt, igennem, træk” siger de stille i kor.

”Kan du klare resten selv” spørger faren og sønnen ordner den sidste del. Flaget vejrer stærkt i vinden.

Vi befinder os i den lille by Ryslinge på Fyn i vinteren 1944. Forstanderparret Jacob og Lis (Katrine Greis-Rosenthal) og deres to børn nyder på trods af besættelsen deres liv på Ryslinge højskole.

En af årets helt store danske film er inspireret af virkelige hændelser under krigen.

Højskolen bliver beordret af værnemagten til at huse tyske flygtninge. 200 er ventet, reelt ankommer 523 mennesker, mest kvinder, børn og ældre. De mange mennesker skal bo i højskolens gymnastiksal. Kummerlige forhold gør at smitsomme sygdomme som tyfus og difteri spreder sig med lynets hast. Medicin og mad skal værnemagten sørge for, men de ansvarlige er rejst, så
Jacob og Lis står i et svært dilemma for enhver form medlidenhed med tyskerne ses som er landsforræderi.

Ren æstetisk nydelse

Tidsbilledet er imponerende troværdigt, man føler at man virkelig befinder sig i 1944. Filmens smukke billeder er badet i behageligt blødt lys. Særligt aftenscenerne er ren æstetisk nydelse.
Den nydelsesfulde æstetik skaber en stærk og kraftfuld kontrast til beretningens grufulde hændelser.

Jeg er virkelig målløs over filmholdets mod til ikke at udglatte eller formildne beretningens brutale mørke.

Trist er det dog, at man ofte vælger en lydside, som er alt for sentimental og bombastisk. Særligt strygerne føles skingre.

Musikken er overflødig for billederne og skuespillet er stærke nok i sig selv. De scener, hvor man tillader stilhed er klart de stærkeste, som da højskoleforstanderen taler med den tyske læge Heinrich, en af flygtninge – spillet med overlegen ro og styrke af Peter Kurth, kendt fra ’Babylon Berlin’.

Barnets blik

Ligesom i instruktør Anders Walters tidligere film – ’Helium’, ’I Kill Giants’ og ’Ivalu’ – står barnets blik centralt i fortællingen. Her præsenteret igennem forstanderparrets 12 årige søn Søren. Han er sulten efter voksne at spejle sig i og er derfor let påvirkelig og fascineres dybt af den unge Birk (Morten Hee Andersen), som er aktiv i modstandsbevægelsen. Birk er fuld af hævntørst, som udvikler sig til en hævnimpuls efter en personlig tragedie, som ikke skal afsløres her og i hans verdensbillede er det de tyske flygtninge, som er skyld i hans sorg. Det er hjerteskærende at se hvordan Søren på den måde bliver en del af forældrenes smertefulde dilemma.

De voksnes hadske retorik til tyskerne mimes af børnene. En dreng mobbes og får senere voldsom tæsk fordi hans mor har været i seng med en tysker.

Generelt er karaktererne skildret meget ikke-statisk. De har både gode og dårlige sider og udvikler sig undervejs. Især skildringen af højskolefamilien er sjældent set så ægte. De skiftes til at være stærke og tvivle på, hvad der er det rigtige at gøre. Fordi familien føles så autentisk og levende bliver man stærkt investeret i deres skæbne.

Pilou Asbæk bærer rollen som den stærke og meget udfordrede forstander med ubesværet autoritet. Sønnen Søren spilles mere end imponerende med intenst nærvær af den debuterende Lasse Peter Larsen. Han gestalter alle de smertefulde følelser med en sjælden nerve.
Skuespillet er i alle roller perfekt doceret. Anders Walter er en mageløs personinstruktør.

Et traumatisk emne

Filmen forstår uden hverken at fordømme eller forherlige det voldsomme tyskerhad, som herskede i befolkningen. Snarere viser den hvilke fare og konsekvenser blindt had kan have; at man risikerer, at synke ned på det samme niveau, som det man nærer had til.

’Når befrielsen kommer’ åbner Biografklub Danmarks årlige program. Sikke en gave, for det betyder at filmen er garanteret et stort publikum. Faktisk burde den være et fast pensum for de ældste i folkeskolen og i gymnasiet. For selvom det er et traumatisk emne bliver vi nødt til at acceptere at det er en del af vores historie og kunne tale om det på en måde, hvor man ikke udskammer eller fordømmer, og det er filmen perfekt til for den evner på imponerende vis at få alle de nødvendige nuancer med og ser aldrig situationen som sort-hvid.

Stærke modpoler

Jeg sad i mit biografsæde indtil rulleteksterne var rullet helt over lærredet. På den måde kunne jeg ære alle involverede i filmen. De har fortjent den største respekt, så en ærbødig tak til alle der har været en del af denne meget modige og vigtige film.

Med stærkt forgrædte øjne forlod jeg omtåget salen. Filmens stærke modpoler sad stadig i mig og det gør de stadig – følelsen af dyb tragedie og på den anden side dyb taknemmelighed over næstekærlighedens enorme styrke.