‘Claire Darling’ er en både intellektuel og let fortælling om cykler i træerne, fortidens spøgelser og om hvad der sker, når virkelighed og minder flyder sammen.

Vi kender alle den barnlige følelse af at have fundet en gammel genstand, der har en helt særlig aura omkring sig. Den smukke bog med de guldbelagte sider du engang fandt på et loppemarked, eller den rustne lysestage som skinnede igennem bladende i skovbunden. Det er objekter, som du stadig ikke nænner at skille dig af med, og som har noget helt specielt over sig.

Forestil dig da, at hele dit hus er prop fyldt med sådanne unikke genstande, som alle har hver deres sjæl og hver deres historie at fortælle. Dramaet ’Claire Darling’ af den franske instruktør Julie Bertuccelli handler netop om sådanne ting. Ting, der optræder i nutiden, men samtidigt også er levn fra en anden og tabt tid.

Dukker med korttricks
I sit store hus vågner den aldrende Claire Darling (Catherine Deneuve) op til den sidste dag i sit liv. Hendes ejendom, som næsten hele filmen udspiller sig på, er et helt igennem atmosfærisk og spidsfindigt univers, hvor rustne cykler hænger i træerne, og uhyggelige dukker kan vise dig kortricks.

Frem for menneskeligt liv er hendes hus overproppet med gamle og finurlige ting. Ting, der efter hendes død skal leve videre hos andre, idet hun spontant stabler et loppemarked på benene. Til nabolagets og hendes datter Marie Darlings (Chiara Mastroianni) store forvirring, sælger hun alt fra værdifulde smykker til storslåede egetræsmøbler og familieportrætterne for en slik.

Klistrende ting
I mange år har Claire holdt sig for sig selv, indelukket i sit prægtige hus. Tingene er den eneste relation til virkeligheden, som Claire har haft, hvorfor hun ivrigt fortæller de mange købere om de historier, der klistrer sig til hendes nu tidligere ejendele. Historierne afslører ikke så meget af, hvad der egentligt foregik for længe siden, men snarere oplevelsen af hvad der skete og ikke skete.

Det er genstandenes historie og fortællinger, der driver narrativet fremad. Via minder, stemninger og følelser fører genstandene karakterene tilbage til fortidens relationer, konflikter og dødelige hemmeligheder. Karakterene, der kastes frem og tilbage mellem fortid od nutid, tvinges derved til at se de ubehageligheder i øjnene, som de ellers har fortrængt.

Elefanturets tikken
Grænsen mellem fakta og fiktion rodes sammen, når hvide brude løber gennem Claires have i nattens mørke, imens Claire ser forundret til. Er brudene et virkeligt minde? Er de flere generationers genfærd, der falder sammen? Eller er det Claires sind, der spiller hende et puds? Denne kollapsende tidsfornemmelse gennemsyrer hele filmens måde at fortælle på. Og det særligt igennem det store sorte elefantur, som indbyrdes forbinder alle de solide, underspillede karakterer.

Elefanturets indtrængende tikken udgør et grundelement i hele filmens opbygning igennem soundtracket, men indikerer også tiden, der går; eller måske netop ikke går. Elefanturet fremprovokerer en krølle i tiden, og roder op i den lineære forståelse af den, som vi ellers er så vant til. Her går tiden i ring, den falder sammen, og den går i igen.

Når tiden er ’off’
’Claire Darling’ handler ikke bare om, hvordan fortidens genfærd hjemsøger os, men i højere grad om hvordan genstande i sig selv kan være hjemsøgende. Filmen reflekterer over, hvordan elefanture, dukker og blomstret porcelæn kan rode op i fortiden og minde os om, at det ikke passer ind, at tiden er en anden, end den har været. Det er med andre ord, noget der er ’off’, noget der ikke er, som det bør eller har været.

Det er derfor ikke så væsentligt hvorfor, eller hvordan, Claire skal dø, derimod er filmen en filosofisk tankestreg om det forhold, som hun har til sine ejendele. Filmen balancerer på en hårdfin grænse mellem en alvorlig og intellektuel film, der har noget på hjerte, og en let og komisk komedie. En balance som den fremragende præmis risikerer at drukne i imod filmens slutning, som desværre føles for forceret.

Filmens rammesætning er en skildring af de sidste 24 timer af et langt liv, hvor Claire har levet igennem sine ting og fundet trøst i dem. Claires ejendele har i mange år været svære at slippe, da hele hendes livshistorie er uadskillelige fra de ting, hun har omgivet sig med.

Så næste gang du falder over en smuk gammel bog, eller en unik brevåbner, så tænk da over, at selv om tingen kan være svære at give slip på igen, kan den være endnu sværere at slippe væk fra.