Hvad hvis det farligste monster i virkeligheden er det, der ligner dig mest?

Fra en som aldrig har været god til hverken gysere eller horrorfilm, er det et mindre mysterium, at gys og gru kan have nydelsesværdi. Et mysterium der hos mig afføder en nysgerrighed og en fascination af særligt monsterfiguren. Men frem for endnu en artikel om Frankenstein eller Dracula, vil jeg i stedet fortælle lidt om de monstre, der selv klæder sig ud. For alle kan se at Frankenstein og Dracula er monstre på deres kropslighed, som kan være både grim, uhyggelig og ulækker at se på.

Det er straks sværere at genkende monsteret, når det kommer i en menneskelig forklædning. Altså når de så at sige ’klæder sig ud’ som mennesker. Jeg synes, at det bliver vanvittigt uhyggeligt, når jeg ikke ved, hvor jeg har monsteret henne. Det er en uhygge, der ikke nødvendigvis giver mig hverken chok eller ulækre lyde af kvasende hovedskaller. Men en uhygge, der sætter sig langt nede i maven, og som giver mig the creeps.

Monsteret i forklædning
De monstre der kan lide udklædning, ses ofte i sci-fi genren. Her er monsteret enten menneskeskabt, eller kommer fra outer space for at invadere menneskekroppen. Her er film som ‘Blade Runner’ og ‘Westworld’ gode eksempler, hvor robotter mildest talt skaber problemer. Her har mennesket selv skabt sit eget monster, og robotterne er ikke bare opfundet af mennesker, men ligner også mennesker.

Endnu mere spændende bliver det, når menneskekroppen i film som ‘The Day the Earth Stood Still’, ‘Under the Skin’ og ‘The Thing’, bliver overtaget af rumvæsener fra det ydre rum. Menneskekroppen imiteres her ned til mindste celle, og det bliver derfor usandsynligt besværlig at adskille fra de egentlige mennesker. Begge scenarier bliver er mareridt for filmens hovedkarakterer, og for mig, der hverken ved hvad, eller hvem, monsteret er.

Menneskelige begrænsninger
Det jeg bider mærke i er, at de nævnte film kredser om et bestemt spørgsmål. Nemlig spørgsmålet om, hvad det overhovedet vil sige at være menneskelig. Sagt på en anden måde: hvor går grænsen mellem menneske og monster? Men måske handler det i virkeligheden om, at grænsen nærmere sløres, end at den tegnes op. Men grænse tænker du, hvad skal det så betyde? I monsterteori (yes det findes, og jeg er vild med det) er der to træk ved monsteret, der er vigtige.

For det første tydeliggør monsteret en grænse for, hvad der kan accepteres i samfundet. For eksempel er hverken det at samle et nyt menneske fra døde menneskedele, eller det at drikke andre menneskers blod, acceptabelt inden for det samfund jeg lever i.

For det andet er monsteret foranderligt. Det ændrer sig, alt efter hvilken tid det befinder sig i. Hvor vampyrer var farlige blodtørstige væsner i det 19. århundrede, er de i det 21. århundrede romantiske, for ej at forglemme glitrende, ’vegetarer’.

Monstrøs moral
Monsteret er en konkret måde at vise, hvad der er normalt i et samfund, og hvad der ikke er. Det er et spørgsmål om normativitet. Jeg kan altså bruge monsteret til at kigge på mit samfund udefra. Monsteret agerer som en art moralsk kompas, der fortæller mig, hvad jeg må og ikke må.

Det forklædte monster er derimod utilregneligt. Det er skjuler sig. Det er uhåndgribeligt, og jeg ved aldrig hvor jeg har det. Derfor er det forklædte monster også et monster, der ikke er låst fast til et bestemt samfunds tid. Mit forklædte monster, er ikke nødvendigvis det samme som dit. Det forklædte monster kan ikke tydeliggøre samfundets grænser, men slører dem derimod. Og dét er både dødsens farligt og pokkers uhyggeligt.

Farlig eller forførende?
Det almindelige monster kan da også være farligt, som når alien-rovdyr gentagende gange kommer for at overtage planeten Jorden i ‘The Predators’. Men de kan lige så vel være humoristiske og hjertelige som Sullivan og Wazowski, i ‘Monsters Inc.’.

Sådan står det ikke til med det forklædte monster, som jeg endnu ikke har fundet i en hverken sød eller sjov udgave. Det er intet mindre end menneskehedens undergang, der er på spil, når det forklædte monster dukker op. Derimod er der er en helt særlig eksistentiel uhygge til stede. En uhygge, som ikke alene kommer af filmiske skræmmeteknikker eller monstrøs grimhed.

Udviskende uhygge
Det uhyggelige ved det forklædte monster er netop det, at dét der synes at være genkendeligt, måske slet ikke er det. Jeg føler en, noieren følelse af, at noget er grundlæggende galt. Og det uden at jeg kan udpege hvorfra uhyggen udspringer. En af de mest kendte tilfælde af dette kommer fra en af mine absolut top ynglingsserier, nemlig ‘Twin Peaks’. Her fremstilles et univers, der er gennemsyret af, at jeg aldrig helt kan gennemskue hvad der foregår, og hvem der er det egentlige monster.

Det forklædte monster er uhyggeligt, fordi det udvisker grænserne, og sætter spørgsmålstegn ved grænserne i sig selv. Det rykker ved den måde, jeg opfatter det at være menneske på, og hvordan normen er for lige præcis det samfund, som jeg er en del af. Grænsen hverken overtrædes, optegnes eller udfordres. Grænsen skjules, den udviskes og trues derigennem indefra. Hvordan kan vi regne med samfundets regler og normer, hvis vi ikke kan sætte grænser op? Hvis vi ikke kan adskille mennesket fra monsteret?

Når virkeligheden bliver uvirkelig
Det forklædte monster er ikke et udtryk for et bestemt samfund i en bestemt tid. Det minder mig derimod om, at det er et grundtræk ved det at være menneske, at trække og opretholde grænser. Men det forklædte monster synliggør netop, at de normer jeg lever efter, i virkeligheden hverken er sande, universelle eller nødvendigvis moralsk rigtige. Og at de derfor måske kan ændres!

Derfor har det forklædte monster en helt særlig funktion. Det åbner for en mulighed, hvor det måske kan lade sig gøre, at få øje på, italesætte og at stille spørgsmål til det samfund jeg nu engang befinder mig i. Og derfor vil det forklædte monster aldrig rigtig vil gå af mode. Igen og igen vil blive fortolket og genfortolket i mange afskygninger.

Så måske er det mest uhyggelige monster i virkelige det, der ligner os selv allermest.

Copyright: Warner Bros