På dag 13 af CPH PIX gav Quentin Dupieux med sin nyeste film ’Reality’ svaret på, hvad der sker, når den syrede virkelighed bliver så syret, at den i virkeligheden ikke virker syret.

Da jeg satte mig ned i Gloria for at se den fransk-belgiske film ’Reality’, instrueret af Quentin Dupieux, havde jeg ikke tidligere set en Dupieux-film. Jeg havde dog hørt en del om ’Rubber’, og jeg havde derfor forventninger om at skulle se noget skørt og mærkeligt.

’Reality’ leverer da også på denne front fra første scene. Den bygger op med en tone, som bare er lidt skæv, og man kan mærke, at alt kan ske. Jeg var med på det, og skuespillerne var gode. Der var interessante ideer og gode vinkler med kameraet.

Filmen handler om mange forskellige ting, men hvis man skulle vælge en af historierne som den vigtigste, ville det være den om manden med de store instruktørdrømme, Jason Tantra, spillet af Alain Chabat. Tantra har skrevet et manuskript til en film og har fået en opgave af sin producer. Han skal skaffe det bedste skrig i verden – et Oscarvindende skrig.

Alain Chabat leverer en virkelig gennemført og enormt morsom præstation, der langt hen ad vejen bærer filmen. De små historier, som sniger sig rundt omkring Chabats Tantra, er for det meste intetsigende, og man sidder bare og venter på den næste scene med Tantra.

Efter en time sidder man dog ikke engang og venter på det. Dupieux skruer i den grad op for mærkværdighederne, og så stod jeg af. Det ender med at være mærkeligt kun for at være mærkeligt. Der kommer så mange forskellige lag af virkeligheden, at jeg endte med at være fuldstændig ligeglad med hvilket, der var det rigtige, eller om der overhovedet var et af dem, der var det rigtige.