Den 11. september for 18 år siden måtte vi træde samlet ud af 1990ernes uskyld. De af os, der var børn dengang, skulle nu vokse op i en verden, der var en anelse dårligere, end den havde været forinden. I to dokumentarfilm skildres det, hvordan terrorhandlingerne fik betydning for de generationer, der voksede op i fantomskyggerne fra de to tårne.

Den 11. september 2001 var jeg syv år gammel. I en undervisningstime måtte jeg sænke hovedet og for første gang i mit liv børnealvorligt holde to minutters stilhed mellem farveblyanter og rødkindede skolekammerater.

Dengang var verden fuld af ting, jeg ikke forstod. Der var ikke noget nyt i, at jeg måtte spille med på det, de voksne fandt på, som jeg nu skønnede, de forventede, jeg skulle gøre det.

Sidenhen lærte jeg, at den dag i september, hvor alle de voksne var bange for altid ændrede Vestens forhold til den omkringliggende verden og sine egne borgere med terrorlovgivning, overvågning og krigsførelse i fjerne lande.

På sin vis ændredes også mit eget liv, inden det for alvor rigtigt var begyndt. Eller i hvert fald forudsætningerne jeg skulle voksne op under, som skulle komme til at forme mig til den, jeg er i dag.

At være uskyldig i en verden, der taber sin uskyld
Alting blev med andre ord en anelse værre den tirsdag morgen. Verden tabte sin uskyld og optimisme.  Som barn var ens umiddelbare muligheder for et fredeligt og konfliktløst liv forandrede.

Dét er noget, som henholdsvis millennials og Generation Z forholder sig til i to nye dokumentarfilm, der udkommer i dag på HBO Nordic.

I ’Stuyvelant High’ hører man øjenvidneberetningerne fra de nu voksne elever på en High School, der lå et par blokke fra World Trade Center. De har alle forskellige, kulturelle baggrunde; fælles for dem er, at de er amerikanere med forældre, der har haft nok midler til at placere dem i en privatskole.

Deres fortælling er denne: En stadig stigende mulighed for sameksistens på tværs og trods af kulturelle forskelle skabte grobund for et liv i et sundt fællesskab. Indtil flyene ramte tårnene. Nu findes der mest racisme, populisme og splittelse.

I dokumentarfilmen agerer eleverne fra dengang talking heads i et lidet interessant visuelt landskab, der formodentlig skal lige en skolefotografs studie, hvilket er interessant nok i sig selv, men desværre bliver en træt oplevelse i længden.

Derudover akkompagneres vidnernes historie af sort-hvide billeder fra dengang og optagelser af flyenes kollision med tårnene og eksplosionerne, der fulgte. Både fra gadeplan og fra nogle af de mange skyskrabere i området.

Det er altid rystende at se billeder fra begivenhederne den 11. september. Det er altid voldsomt at høre øjenvidneberetningerne for de mennesker, der overværede det. Og forfærdeligt, når de øjenvidner har været børn.

Men dokumentarfilmen synes ikke at ville meget mere end at drømme sig tilbage til dengang i 1990erne, hvor kvinder med hijab kunne gå på gaden uden at blive antastet af højreorienterede – primært – mænd.

Det bliver hurtigt som at befinde sig på Politikens debatsektion fra starten af nullerne; et ekkokammer, der i sin natur ikke er i stand til at bringe noget nyt på bordet, men blot gengive det, vi alle sammen mener.

Artiklen fortsætter under traileren.

Der findes hvide træer under murbrokkerne
Anderledes fin er ‘What Happened on September 11’. En dokumentarfilm lavet til skolebørn. Her er både billed- og lydsiden anderledes overlegen, dens perspektiver mange og pædagogisk-forklarende uden på noget tidspunkt at blive hverken overdrevent sentimentale eller skræmmende.

Vi følger en skoleklasse, der er på udflugt til Ground Zero. Her ser de et hvidt træ, som man fandt under murbrokkerne et par dage efter angrebet. En rar mand i overalls fortæller børnene, at man i dagene efter angrebet ikke troede på, at noget havde overlevet, men der var det altså – fyldt med aske, men med små, levende blade på. I dag er det symbol på håb, siger manden.

De møder en kontorarbejder, der var på arbejde i ét af tårnene den dag, og en mand, der mistede sin far, som var brandmand. De fortæller begge roligt om deres oplevelser og tanker om dagen til børnene, der sidder rundt om dem og lytter med indadvendt-opslugte øjne.

Børnene stiller kloge børnespørgsmål til mændene, såsom ”kunne du selv finde på at blive brandmand, ligesom din far?”

Hertil svarer sønnen med en varm stemme, at nej, det kunne han ikke. Hans mor blev meget ked af det, da faren døde, så hun sagde, at han ikke måtte. Og man skal jo huske at gøre, hvad ens mor siger.

I en anden scene fortæller en rødhåret mor sin muslimske datter om muhajedinerne, der blev støttet af USA, da Sovietunionen invaderede deres land tilbage i 1980erne. At dét, man dengang kaldte for frihedskæmpere med USA’s hjælp formåede at få drevet russerne ud af landet, men at Osama Bin Laden bagefter bredte sit had til Vesten i det krigshærgede land. 

De voksne i ’What Happened on September 11?’ er deres ansvar bevidst. Ud af det er der kommet en eksemplarisk skolefilm om terrorangrebet, der nok fortæller om, at verden kan være grum, men også at den er fyldt med rolige voksne, der kan forklare, hvorfor tingene sker og trøste én, hvis man bliver ked af det over det. Og så er der hvide træer under murbrokkerne, som man kan tegne og male i billedkunst, mens man lærer om, hvad håb er.

Teenagerne i ‘Stuyvelant High’ er blevet voksne og kan drømme sig tilbage til en mere uskyldig verden. Børnene i ‘What Happened on September 11?’ er alle vokset op i en verden præget af konflikt. Det er godt, der findes gode voksne, som kan vejlede én til at forstå. Eller i hvert fald virke rolige nok til, at man ikke behøver være bange, når de reagerer opskræmt på en verden, man selv ikke selv er stor nok til at kunne rumme. 

Begge film kan streames på HBO: Nordic fra i dag d. 11. September 2019.