Som en vaskeægte antiheltinde sparker ’Wild Rose’ døren så hårdt ind, at den er svær at lukke igen.

Med fængslet i ryggen vender Rose-Lynn (Jessie Buckley) tilbage til en hverdag, hvor drømmen om at blive countrymusiker i Nashville skal slippes løs. Intet kan stoppe hende og slet ikke hendes familie, der afventende håber på, at hun nu vil prioritere sine børn frem for musikken. En prioritering som er ikkeeksisterende hos unikummet Rose.

Musikken fylder, og det er tydeligt, at manuskriptforfatter Nicole Taylor har skrevet filmen med udgangspunkt i netop musikken. Heldigvis både spiller og synger Jessie Buckley så overbevisende, at man fortryllet glemmer de originale versioner og ikke kan undgå oplevelsen af, at man har været vidne til én af årets store musikoplevelser. En oplevelse mange nok vil blive glade for, nu hvor Covid-19 har sat en stopper for årets festivaller.

Når countrymusik er tre akkorder og sandheden
Ifølge Rose er countrymusik sandhed, og hun er country. Et paradoks i sig selv, da Rose er alt andet end ærlig. Alligevel er der ingen tvivl om, at musikken virkelig lever i hende og bliver hendes livseliksir og regnbuemagi på en grå og regnfuld hverdag i Glasgow.

Den power og egoisme Rose repræsenterer både betager og skræmmer. Det er svært at holde med hende, hvilket er skønt, da vi normalt ser hovedpersonen i countryfilm som et offer, vi skal have lidt ondt af og holde med. Rose er ikke som den pilleglade Gwyneth Paltrow i ’Country Strong’ eller den tørstige Bradley Cooper i ’A Star Is Born’. Hun er badass Rose.

Et hjerteligt velkommen til en kompleks kvinde
I disse tider, hvor alt skal være politisk korrekt, er det både befriende og enormt provokerende at se, hvordan Rose giver en stor langemand til vores fordomme. Kvinder må også godt gå efter de store drømme. Også selvom der er børn i billedet. Havde Rose været en mandlig karakter, havde de dømmende tanker undervejs med garanti været væsentligt mindre. ’Wild Rose’ ryster country-posen med succes.

Uden at forholde sig til følgerne af sine handlinger lever Rose på sine impulser – i overhalingsbanen og uden snerten af forståelse for konsekvenserne. Hun starter ikke festen, hun ER festen, og man kan ikke lade være med at se en lille smule op til hende, alt imens man på fuldt tryk dømmer hende negativt. Rose er alt andet end ”en rigtig kvinde” og hurra for det!

’Wild Rose’ brager så stærkt igennem at både musik og skuespilpræstation er svær at ryste af sig. Ens fordomme får et ordentligt ’los i løgne’, og Jessie Buckley skildrer en kvinde med så mange nuancer og lag, at man må overgive sig til antiheltinden og indse, at hun måske i virkeligheden er heltinden, vi har ventet længe på i countryfilmens univers.