Den danske animationsfilm ‘NABOspionen’ er historien om en kommunikativt handicappet og socialt akavet pige, der leger detektiv og spionerer på den kække badboy fra den anden side af gaden.

“Det bliver bare så godt med en ny start!” udbryder mor i den tæt pakkede bil mens Agathe Christine passer varsomt på et æg hun har fundet på jorden. En lille familie er igang med at flytte. Hvor de kommer fra og hvor de er på vej hen kan man kun gisne om. Til gengæld er man ikke i tvivl om at denne ‘nye start’ er meget vigtig for moderen, der får nævnt det op til flere gange i løbet af hele filmen. Agathe Christine er dog ikke helt klar på en ny start og indretter kælderrummet til deres nye lejlighed som det helt store detektiv (og ikke spion) kontor. Agathe Christines detektiv alter ego AC får også hurtigt sin opgave for, da hun opdager, at den mystiske badass sk8erboi Vincent stjæler hundemad i den lokale kiosk.

Klassiske filmtræk og kedelige gadgets
AC tilbyder kioskejeren at fange tyven med hendes hjemmelavede detektivudstyr, i form af noget det ligner et gammeldags webcam og en Nintendo Game & Watch. I mellemtiden er ægget klækket. Ud af det kommer der så en talende komodovaran, der skal illustrere ACs ubehagelige underbevidsthed og dårlige selvværd. Et dårligt selvværd der ikke stemmer overens med hendes udstråling ellers. Det hele er forsøgt peppet op med film noir inspirerede actionprægede detektivscener i sort/hvid. En slowmotionscene i et meget endimensionelt univers r dog sjældent en fryd for øjet, og det er grænsende til det tragikomiske.

Animation uden dimensioner
I ‘NABOspionen’ er både karakterer og miljø tegnet i photoshop og jeg er vild med når filmskabere stadig vælger cut out animation og for det skal der da lyde en kadot. Familien kunne dog passende hedde copy/paste til efternavn, for de ligner fuldkommen hinanden. elv deres jydske dialekt lyder synkroniseret. Selvom budgettet uden tvivl ikke er på pixarniveu, er der ingen grund til ikke at gøre sig umage. Om ikke andet så med manuskriptet. De unges sprog bærer præg af at voksne har skrevet, med udtryk som ”fister medister” og det er tåkrummende pinligt og utroværdigt.

Kortfilm på 77 minutter
Det havde helt ærligt klædt ‘NABOspionen’ at være en kortfilm. Pointerne kunne klares på 15 minutter når karakterne er så, bogstaveligt talt, flade som de er. Man vil gerne både vise at det er okay at være outsider, illustrere den første kærlighed og udpensle den sorg det kan være ikke at få lov til at have et kæledyr. Der spilles på alle heste og det resulterer i et trættende forløb hvor man ikke rigtig kommer i mål med nogle af tingene.

‘NABOspionen’ har gode intentioner, men ligner desværre en kortfilm på 77 minutter, og jeg håber at børn som minimum kan få lidt glæde af den, men står det mellem ‘NABOspionen’ og sikre karakterer som Minions fra ‘Grusomme mig’ franchisen eller Lynet McQueen fra ‘Biler’ tror jeg godt jeg ved hvad de vælger, og jeg forstår dem desværre godt.